Giv derfor marksprøjten og dyserne et grundigt eftersyn inden foråret og sprøjtesæsonen nærmer sig og markarbejdet for alvor kommer i gang. Det vil også give færre tidsrøvende driftsstop i sprøjtesæsonen, samt de bedste forudsætninger for en optimal udnyttelse af planteværnsmidlerne og med en markant mindre afdrift. Læs mere om syn og kontrol af marksprøjter her. Miljøstyrelsen har samlet reglerne om brug af pesticider i en vejledning, som skal bidrage til, at du som erhvervsmæssig bruger af pesticider, får et samlet overblik over reglerne på området . Du kan læse vejledningen her. Hvornår skal dyserne udskiftes? Der passerer tusinder af liter vand gennem en dyse i løbet af en sprøjtesæson. I vandet kan der være små sandkorn, urenheder fra planteværnsprodukterne og andre ting, der medfører et slid på dyserne. I forbindelse med det årlige eftersyn bør dyserne derfor altid kontrolleres, så det sikres, at sprøjten giver et ensartet og jævnt sprøjtebillede. Hvis blot én af dyserne afviger med mere end 10% i forhold til den korrekte ydelse eller 5% i forhold til gennemsnitsydelsen, bør alle dyserne udskiftes. Normalt bør dyserne udskiftes ca. hvert andet år, men det afhænger selvfølgelig meget af antallet af hektar, der sprøjtes i løbet af en sæson, og hvilke planteværnsprodukter der anvendes. Valg af sprøjtedyser DLG anbefaler generelt at bruge lavdrifts- og kompaktinjektions dyser på konventionelle sprøjter, da de begge giver et fornuftigt spredebillede, samtidig med at risikoen for afdrift - i forhold til fladsprededyser, reduceres væsentligt. Desuden anbefaler vi, at der monteres en lavdriftsdyse og en kompaktinjektionsdyse i samme størrelse/farve i dyseholderen. Det giver nemlig mulighed for at starte sprøjteopgaven langs markens skel med kompaktinjektionsdysen, dernæst sprøjte hovedarealet med lavdriftsdysen og senere muligheden for at færdiggøre en sprøjtning - måske under lidt vanskeligere vindforhold, med kompaktinjektionsdysen, blot ved at dreje på dyseholderen. Ved at vinkle sprøjtedouchen med en vinklet dyse , får man en markant øget afsætning af sprøjtevæske på en lodret sprøjteflade som f.eks. et hvedeaks eller græsukrudt på kimbladstadiet. Forsøg har vist en tydelig bedre effekt på græsukrudt med en vinklet sprøjtedyse og specielt med en fremadrettet vinkling. Man kan også montere en twinjetdyse , der vinkler både fremadrettet og bagudrettet. Når dyserne vinkles, øges afstanden til sprøjteemnet, og derfor bør sprøjtebommen sænkes en anelse, når man anvender vinklede dyser.
Download PDF fil