Vi fraråder tidlig såning på marker med en stor bestand af rajgræs, væselhale og agerrævehale. Her vil en udsættelse af såtidspunktet på 14 dage halvere bestanden af disse arter. Er ukrudtsbestanden af disse arter stor, anbefaler vi endda, at såningen udsættes til efter 25. september. Bemærk også, at der ikke bør sås vinterbyg og vinterrug på arealer med svært bekæmpeligt græsukrudt, da doserne og middelvalget på de tilladte midler, ikke er effektive nok. Ukrudtsmidlerne Boxer og Mateno Duo er de to ukrudtsmidler, der præger vores ukrudtsstrategier – dels fordi vi har rigtige gode erfaringer med disse midler, men også fordi de i en resistensstrategi er gode på både en- og tokimbladet ukrudt. Vær opmærksom på, at • Mateno Duo og Boxer senest bruges i st. 10-11 (vintersæden har 1-1,5 blade), da en senere bekæmpelse giver en for dårlig effekt. • ukrudtsbekæmpelsen tidligst starter 4-5 dage efter såning, så jorden lige får lov til at sætte sig. • sprøjte foragre til sidst og øg eventuelt dosis Mateno Duo er speciel stærk på arter som spildraps (se foto til højre), valmuer, storkenæb og kornblomster, men har også god effekt på vindaks og enårig rapgræs. Vi anbefaler Mateno Duo brugt i blanding med Boxer i vinterhvede og triticale, mens man i vinterbyg og vinterrug skal splitte behandlingen, da der ellers er risiko for svidning. Bemærk også, at den maximale dosis af Mateno Duo i vinterbyg og vinterrug er 0,35 l pr. ha. Hvor der er brug for en længere virkning af Boxer, kan man 10-14 dage efter en sprøjtning med Boxer og Mateno Duo anvende Adimax , der er en blanding af Boxer og Topik. 1 liter Adimax indeholder 1,0 l Boxer + 0,1 l Topik EC. Herbicidresistens For at forebygge resistensudviklingen er jordmidlerne Boxer og Mateno Duo grundstenen i vores basisanbefaling, da herbicidresistens mod ALS/SU midler som f.eks. græsmidlerne Atlantis OD, Broadway, Cossack OD, Hussar og Rexade desværre er meget almindelig hos arter som f.eks. agerrævehale, italiensk rajgræs, kamille og fuglegræs. Når efterårets middelvalg skal fastlægges, så skal man desuden også være opmærksom på restriktionerne omkring brugen af SU-midler, da midler af denne gruppe kun må bruges 1 gang pr. vækstsæson. For ikke at have begrænsninger på middelvalget til en eventuel opfølgende forårsbekæmpelse, mener vi derfor, at Atlantis OD kun undtagelsesvist bør bruges på udsatte arealer i efteråret. De øvrige midler i vores anbefalinger giver ingen begrænsninger i herbicidvalget til foråret. Afdrift- og fordampningsrisiko Husk fortsat at have fokus på afdrift- og fordampningsrisikoen. Udover, at det er et lovkrav til at bruge afdriftsreducerende dyser, når man sprøjter med midler, der indeholder prosulfocarb som f.eks. Boxer (læs sidste afsnit i dette nyhedsbrev), så skal der opfordres til, at vise særlige hensyn, hvis der er frugt- eller grønsagsproducenter i nærheden. Dette kan f.eks. gøre ved at udsætte en ukrudtssprøjtning, og hvis det er muligt, gerne vente med ukrudtssprøjtningen til afgrøderne er høstet. Sidst, men ikke mindst, så skal opfordringen lyde på, at når der ukrudtssprøjtes så køres der i vindstille vejr og gerne om aftenen og om natten, hvilket vil sige mellem kl. 22 og 6, hvor temperaturen er lav og luftfugtigheden er høj, da det nedsætter risikoen for fordampning betydeligt! 4
Del
Print
Download PDF fil