Vintersæden er for alvor begyndt at strække sig. Vinterhveden er nu typisk i st. 30-31 og man finde lidt meldug - specielt på udsatte arealer som f.eks. på lettere jorde og sydskråninger. Gulrust finder vi fortsat ikke, men vær opmærksom i specielt de modtagelige sorter som f.eks. KWS Zyatt. Vi har fundet enkelte angreb af hvedebladplet. På nuværende tidspunkt anbefales en bekæmpelse med Proline Xpert, hvis der er over 75 % angrebne planter. Hvedebladplet er specielt et problem ved forfrugt hvede og samtidig reduceret jordbearbejdning. I forhold til septoria, så starter optælling af perioder med regn i st. 32 i de septoriamodtagelige sorter, hvor 4 nedbørsdøgn med over 1 mm vil udløse en sprøjtning mod septoria. Kun i vores sortsblandinger starter starter optællingen af nedbørsdøgn først i st. 37. Vinterbyggen er ved at være i st. 31-33. Her ser vi flere steder angreb af bygrust, der er over skadetærsklen og derfor bør behandles. På de ældre blade kan vi også finde skoldplet, men vi har endnu ikke set angreb på de nyere blade. Rugen er nu i st. 32-33, og er de fleste steder fortsat sund og uden svampeangreb. Hold dog øje med specielt skoldplet, der kan findes enkelte steder. Også triticale er fortsat sund, men hold godt øje med gulrustangreb. Triticalen er i st. 30-31 som vinterhveden. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 9 fra den 8. april. Husk at ved begyndende skridning skal man, specielt i rug, men også i vinterbyg og triticale, holde øje med de små sorte trips indvendigt i bladskederne. Bekæmpelse bør foretages hvor der er 0,5-1 trips pr. bladskede med f.eks. enten • 0,2 kg Lamdex pr. ha. eller • 0,2 l Mavrik For at ramme tripsene, skal behandlingen udføres i st. 45, hvor bladskederne udvider sig en smule. For de af jer, der bruger olien Mero EC 80 som additiv til f.eks. ukrudtssprøjtninger i roer, spinat, majs mm, så vær opmærksom på, at det er vigtigt, at volumen af vand i tanken er minimum 80-90% af den samlede vandmængde inden Mero tilsættes til sidst i blandingen. Ellers er der desværre risiko for, at der dannes hvide belægninger a la snotklatter som flyder rundt i tanken. Senere vil det gøre rengøringen af tanken vanskeligere. 2
Download PDF fil