Bekæmpelse udføres normalt i perioden fra st. 51 (hanblomsterstand mærkbar) og indtil sprøjtefristen. Konstateres der tidlige angreb, anbefales en splitbehandling med 2 x 0,4 l Propulse + 0,2 l Comet Pro 2- 3 ugers mellemrum. Anvend 250 – 300 l vand pr ha for at få bladene effektivt dækket. Vi anbefaler desuden en eftermiddagssprøjtning, hvor planterne ikke er saftspændte, da dette giver mindst køreskade i majsen. Der er er fortsat ikke kendskab til sortsforskelle i sorternes modtagelighed overfor de enkelte svampesygdomme. En svampebekæmpelse i majshelsæd kan desuden give en bedre og mere ensilerbar afgrøde, da afgrøden ved en svampesprøjtning opnår en forgrønnende effekt, og man derved ikke skal ensilere visne og tørre blade, der ellers kan give udfordringer ved samkøring i siloen. Svampesprøjtningen kan blandes med eksempelvis 1-2 l Profi Majs. Læs mere om mikronærings- stoffer til majs i Fokus på Marken nr. 16 fra den 4. juni. Årets vigtigste markgennemgang! Ved de sidste svampesprøjtninger og når du er ude og kigge efter flyvehavre, så er det vigtigt at få noteret ukrudt, der ikke er blevet bekæmpet af årets ukrudtsstrategi. Det er specielt græsukrudt som eksempelvis rajgræs, agerrævehale, væselhale og gold hejre, samt arter som f.eks. valmuer, kamiller, kornblomster og tidsler, det er vigtigt, at notere. Noter de fundne arter på et kort eller log deres GPS- koordinater. Registreringerne giver dig senere mulighed for at målrette din ukrudtsstrategi mod netop det ukrudt, der forekommer i den enkelte mark. Hvis det er et nyt græsukrudt, du ikke har set før, og som står i en plet i marken, så kan det være en rigtig god idé at få det luget, slået eller sprøjtet ned, inden det kan nå at sætte frø. På den måde kan du forsøge at begrænse spredningen. Vigtigt er det, at du ikke får det spredt til andre marker med f.eks. mejetærsker eller halmpresser. Hvis det er ukrudt, som du har forsøgt at bekæmpe, men hvor det ikke er lykkedes, så er der en risiko for at det er blevet resistent. Lad være med at tænke, at du nok fik sprøjtet for sent, at det nok var for koldt, for desværre ser vi, at forekomsten af resistens breder sig og det gælder såvel græsukrudt som tokimbladet ukrudt. Resistens ses særligt hos rajgræs, enårig rapgræs, agerrævehale, kamille og fuglegræs. Det er muligt at få resistenstestet ukrudtsfrø. Tidligere var det Flakkebjerg, der foretog sådanne test, men på grund af kapacitetsproblemer kan man ikke i sæsonen 2021-2022 tilbyde en sådan test. Derimod kan man få udført en tilsvarende test hos firmaet Agrolab. Pengene på test kan være godt givet ud, så du får et overblik over, hvilke midler der stadig har effekt.
Download PDF fil