Nr. 20 5. juli 2021 • Aktuelt nyt i marken • Husk aflugning af flyvehavre • Svampebekæmpelse i fodermajs • Årets vigtigste markgennemgang! • Korntørring bør påbegyndes allerede i høsten • Muligheder for digitalt kornlager i DLG´s app Aktuelt nyt i marken I hestebønner kan der nu findes vikkeskimmel (fotoet til højre) i alle marker i registreringsnettet. Ingen af svampemidlerne har desværre god effekt mod vikkeskimmel, men Amistar og Pictor Active har lidt effekt. Der er desuden fundet svage angreb af chokoladeplet samt et enkelt angreb af hestebønnebladplet. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i hestebønner henvises til Fokus på Marken nr 17 fra den 13. juni. Der kan være et behov for eftergødskning af majs , hvor der er faldet mere end 120 mm nedbør i maj måned. Eftergødskning anbefales kun på jorde med JB 1-3. På næste side kan du i tabellen se Seges anbefaling til en eventuel eftergødskning. Skal der køres med en mindre mængde kvælstof, kan der eksempelvis bladgødskes med 10 kg N i N18 med 4 % S eller Leaf N-18 fordelt i 200 l vand pr. ha.
Download PDF fil