I langt de fleste hvedemarker bliver første del af aksbeskyttelsen udført i disse dage. På grund af den megen nedbør, anbefaler vi at bruge 0,75 l Balaya pr. ha i samtlige sorter. Med dette middelvalg vil hveden udover septoria også være godt dækket ind mod både gul- og brunrust. Bemærk, at Balaya kun må benyttes 1 gang pr. sæson og senest i st. 40, hvilket er når fanebladet er fuldt udviklet og lige før skridning. Optællingen af nedbørsdøgn i forhold til T3 sprøjtningen, starter 10 dage efter sidste svampebehandling, hvor 4 nedbørsdøgn igen udløser den sidste del af aksbeskyttelsen. Husk ved begyndende skridning og indtil begyndende blomstring, at holde øje med den orangegule hvedegalmyg (billedet). Flyvningen følges landet over via fangst i feromonfælder, men angrebene kan variere lokalt og er meget afhængig af vejrfoldene, da galmyggen godt kan lide ”grill - vejr”, hvil ket vil sige varme sommeraftner uden vind. En eventuel bekæmpelse kan udføres med f.eks. 0,2 kg Lamdex eller 0,15 l Mavrik pr. ha. Bemærk, at sorter som f.eks. Heerup, LG Skyscraber og Sheriff er resistente mod eventuelle angreb. For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af skadedyr i kornet henvises til Fokus på Marken nr. 11 fra den 4. maj. Vinterbyggen er nu i st. 50-61, og her er det fortsat specielt skoldplet, men også begyndende bygbladplet, der er de dominerende svampesygdomme. 2. og sidste svampebehandling kan udføres nu, hvor stakken kan ses. Rugen er typisk i st. 59-61, og er derved lige ved eller lige begyndt at blomstre, og derfor skal der ikke køres i rugen i den kommede tid. Efter blomstring skal der øje med eventuelle angreb af brunrust, der trives bedst under varme forhold. Bekæmpelse anbefales, hvis der kan findes rustpustler på 10 procent af planterne. Triticale er nu ligeledes i st. 59-61 og her er det fortsat specielt gulrust der skal være fokus på. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 7 fra den 12. april. Vårbyggen er nu i st. 20-30-32, og der kan nu ses begyndende skold- og bygbladpletangreb flere steder (billedet til høre). På billedet midt til venstre kan det også ses, at sneglene i det våde vejr flere steder trak op i afgrøderne. Har man endnu ikke svampebehandlet vårbyggen, bør det foregå i nærmeste fremtid med f.eks. 0,25 l Proline Xpert. Havre er ligeledes i st. 30-30-32 og her kan der nu ses angreb af havre- bladplet. Havrebladplet kan ligeledes bekæmpes med 0,25 l Proline Xpert og foretages, når der er over 25 % angrebne planter i st. 32-65. Vårhvede er typisk i st. 20-30, og her skal man være opmærksom på på angreb af både gulrust og septoria. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vårsæd henvises til Fokus på marken nr. 13 fra den 19. maj.
Download PDF fil