Mange af jer gør sig overvejelser omkring vækstregulering af vintersæden i disse dage. For med en tidlig såning, et mildt efterår og til gengæld et koldt forår, skal man så gøre noget eller ej – og specielt nu hvor vintersæden forventes at vokse kraftigt i de næste uger. Har man Kvium, så er vores anbefaling så absolut ja, hvorimod det er sværere at komme med en så klar anbefaling i andre tilfælde. Er du i tvivl, så brug evt. en lavere dosis eller afhent til varmere vejr. For detaljerede anbefalinger til vækstregulering i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 6 fra den 26. marts. Sygdomsmæssigt er der ikke sket så meget i vintersæden i de sidste uger og anbefalingerne bliver derfor en gentagelse af sidste uges anbefalinger. I vinterhvede , der nu er i st. 30-33, er der fortsat kun fundet lidt meldug på udsatte arealer. Her anbefales en bekæmpelse med 0,2 l Talius + 0,2 l Orius Max 200 EW pr. ha ved over 10 % angrebne planter. I vinterbyg er det fortsat bygrust (billedet til højre) og skoldplet der kan findes . Vinterbyggen er mange steder ved at være i st. 31, og derfor bør den 1. svampesprøjtning foretages i den kommende tid. Rug er typisk i st. 31-33 og de fleste steder sund og uden svampeangreb. Hold dog øje med specielt skoldplet, der kan findes enkelte steder. I triticale er det flere steder fundet gulrust, som skal behandles nu hvor triticalen er i st. 30-33. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 7 fra den 12. april. Svampebekæmpelse i vinterraps under blomstring Svampebekæmpelse under blomstring er målrettet knoldbægersvamp, skulpesvamp og gråskimmel. Vi anbefaler som udgangspunkt én sprøjtning i raps ved fuld blomstring i st. 65. Til svampebekæmpelsen anbefaler vi enten • 0,35 l Propulse SE 250 + 0,35 Pictor Active pr. ha eller • 0,7 Propulse SE 250 pr. ha St. 65 er lige før begyndende fald af de første kronblade - typisk når 50- 60 % af blomsterne i hovedskuddet er åbne og marken endnu ikke er HELT gul at se på. Normalt blomstrer rapsen i fire uger og effekten af en svampesprøjtning holder cirka i to uger. Hvis du vil undgå risikoen for at komme for sent med én behandling, kan du foretage en splitbehandling, og dermed dække rapsen af mod smitte i hele blomstringsperioden. Bemærk dog, at det kun er i få forsøg, der er opnået et højere nettomerudbytte ved at udføre to behandlinger under blomstring end én. Specielt ved en lang blomstringsperiode kan det overvejes med 2 svampebehandlinger. Risikoen for angreb af knoldbægersvampen er stærkt forøget, hvis du før har haft knoldbægersvamp i marken. Infektionen sker når kronblade falder ned i sideskudshjørner og ligger fugtigt. Derfor er der en forøget risiko for angreb af knoldbægersvamp ved en lang og våd blomstringsperiode. Det bedste behandlingstidspunkt for at hindre angreb af knoldbægersvampen er ved fuld blomstring, dvs. når 50- 60% af blomsterne på hovedskuddet er åbne. Skulpesvampen trives bedst ved høje temperaturer og fugtigt vejrlig. Det bedste tidspunkt til bekæmpelse af skulpesvampen er ved egentlig afblomstring.
Download PDF fil