I vinterrapsmarkerne har den sidste tids tørvejr hæmmet angrebene af lys bladplet i langt de fleste marker, men vi finder desværre stadig også marker, der er mere voldsomt angrebet, og i sådanne marker bør en bekæmpelse foretages snarest. Skadetærsklen er 5 % angrebne planter, og en eventuel bekæmpelse udføres på nuværende tidspunkt med 0,4 - 0,5 l Folicur Xpert pr. ha For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af lys bladplet henvises ligeledes til Fokus på Marken nr. 2 fra den 9. marts. Der er kun fundet ganske få bladribbesnudebiller og glimmerbøsser i vinterrapsmarkerne lige nu, men sørg for at holde markerne under godt opsyn – specielt nu da der loves højere temperaturer. Bladribbesnudebiller bekæmpes 0,15 kg Kaiso Sorbie pr. ha Glimmerbøsser kan bekæmpes med 0,17 l Avaunt 150 EC pr. ha For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af bladribbesnudebiller og glimmerbøsser henvises til Fokus på Marken nr. 4 fra den 24. marts. Vækstregulering i vintersæd Trods en historisk mild vinter er der pt en meget stor forskel på vintersædsmarkernes tilstand. Nogle marker er sået tidligt og står nu tætte og kraftige, mens andre er sået sent i kold og måske endda senere vandmættet jord. Det gør, at der i år vil være en meget stor variation på vækstreguleringsbehovet fra mark til mark. Det er vigtigt at understrege, at en vækstregulering ikke altid fører til et kæmpe merudbytte, men meget ofte vil være en rigtig god forsikring mod f.eks. tidskrævende høstbesvær og/eller en høj vandprocent. Hvor stort et behov der er for vækstregulering på et specifikt areal, vil afhænge af flere faktorer. Kvælstofniveauet – et højt kvælstofniveau vil øge behovet for at styrke strået. Sortens stråegenskaber – sorternes specifikke stråegenskaber kan findes på Sortinfo Såtidspunktet – en tidlig såning vil i mange tilfælde give en kraftigere og tæt afgrøde. Plantetallet – et højt plantetal vil medføre, at planterne strækker sig efter lyset og bliver for lange. Markens dyrkningshistorie – er der f.eks. de sidste år gentagne gange anvendt husdyrgødning på et areal, vil der kunne forventes en eftervirkning af denne husdyrgødning. Boniteten – du kender selv områderne i marken med lavninger mv. med et relativt stort humusindhold og en større ”naturlig” forsyning med kvælstof og dermed igen et større behov for vækstregulering. Herudover skal man selvfølgelig altid bruge egne erfaringer fra tidligere år i de enkelte marker, når vækstreguleringsstrategien skal fastlægges.
Download PDF fil