Skadedyr Bladribbesnudebillen skal vi holde øje med i april måned. Den ligner til forveksling en skulpesnudebille, men fødderne er røde. Der er etableret et mindre varslingssystem for billen, hvor der endnu ikke er varslet bekæmpelse. Bedste måde at detektere billen er via gule fangbakker i marken. Bliver der behov for bekæmpelse af bladribbesnudebillen, anbefaler vi bekæmpelse cirka 10 dage efter, at de første er hoppet i fangbakkerne med 0,15 kg Kaiso Sorbie pr. ha Glimmerbøsserne kommer normalt frem sammen med højere temperaturer. Det er nu mens rapsen er i knopstadiet, at det er mest rentabelt at bekæmpe glimmerbøsserne. Skadestærsklen på glimmerbøsser ved et normalt planteantal på 30-50 pl/m² er 8 glimmerbøsser pr. plante i det tidlige knopstadie. I de sene knopstadier falder risikoen og dermed stiger tærsklen til 10 glimmerbøsser pr. plante. Både Avaunt 150 EC og Mavrik Vita er godkendt til anvendelse fra st. 30, hvilket er fra rapsen begynder at strække hovedskuddet. Effekten af Mavrik Vita på glimmerbøsser er svingende, hvorfor vi anbefaler du bruger Avaunt 150 EC for sikker effekt: 0,17 l Avaunt 150 EC pr. ha Fra st. 51, hvor blomsteranlæg bliver synlige, kan du også bruge f.eks. Biscaya OD 240 med 0,23 l/ha, men vi anbefaler at du gemmer Biscaya OD 240 til at en eventuel bekæmpelse af skulpesnudebiller under blomstring. Lys bladplet er i ro Der bliver holdt grundigt øje med lys bladplet i rapsmarkerne rundt omkring, men det er et fåtal af steder, der har været behov for bekæmpelse. Hold fortsat øje med markerne og vær opmærksom på, at der kun skal 5% angrebne planter til at udløse en bekæmpelse. Eventuel bekæmpelse udføres på nuværende tidspunkt med 0,4 - 0,5 l Folicur Xpert pr. hektar. For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af lys bladplet henvises ligeledes til Fokus på Marken nr. 3 fra den 15. marts.
Download PDF fil