Vedrørende ukrudtsbekæmpelse så husk, at Hussar Plus OD og Foxtrot kun må bruges indtil st. 30, mens Mustang Forte kan bruges indtil st. 32. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vårsæd henvises til Fokus på marken nr. 13 fra den 14. maj. Vinterhveden er nu i st. 43-50-55, hvilket er begyndende skridning, og angrebne af gulrust (billedet) og septoria har spredt sig i den forgangne uge. Vi ser desværre flere vinterhvedemarker, der er hårdt angrebet af gulrust, der nu ses som store ustyrlige gule pletter i markerne. Den hårdest angrebne sort er Benchmark og dernæst Kalmar, men det skal understreges, at alle sorter kan få gulrust. De værste angreb ses i tidligt såede marker i kystnære omgivelser. Septoria ses stadig med meget varierende angrebsstyrke - lige fra kun i bunden af afgrøden til angreb på andet øverste blad. I langt de fleste hvedemarker er første del af aksbeskyttelsen nu udført, og den sidste udføres, når der har været 4 dage med nedbør, men husk, at optællingen af nedbørsdøgn først starter 10 dage efter sidste svampebehandling. Bemærk, at er der er et højt smittetryk af gulrust, kan der kun forventes en virkningstid på ca. 14 dage af en svampebekæmpelse. Den bedste effekt af svampemidlerne mod gulrust er rangeret som følgende hvor fem stjerner er bedst: 1,25 l Viverda *****, 1,25 l Orius ****(*), 1,0 l Folicur Xpert ****, 0,8 l Armure ****, 1,25 l Comet Pro ***(*), 1,0 l Proline Xpert ***(*) og 1,0 l Propulse *** Husk ved begyndende skridning og indtil begyndende blomstring, at holde øje med den orangegule hvedegalmyg (billedet). Flyvningen følges landet over via fangst i feromonfælder, men angrebene kan variere lokalt og er meget afhængig af vejrfoldene, da galmyggen godt kan lide ”grillvejr”, hvilket vil sige varme sommeraftner uden vind. En eventuel bekæmpelse kan udføres med f.eks. 0,2 kg Karate 2,5 WG eller 0,15 l Mavrik pr. ha. Bemærk, at sorter som f.eks. Sheriff er resistent mod eventuelle angreb. For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af skadedyr i kornet henvises til Fokus på Marken nr. 11 fra den 29. april. Vinterbyggen er nu i st. 61-68-72, og derved bør den afsluttende svampebehandling være udført. I ubehandlede parceller ses en del bygrust, mens skoldplet, meldug og bygbladplet findes i mindre udbredt grad. Rugen er nu i st. 59-61-65, og derved begyndt at blomstre. Der skal derfor nu kun holdes øje med eventuelle angreb af brunrust, der trives bedst under varme forhold. Bekæmpelse anbefales, hvis der kan findes rustpustler på 10 procent af planterne. Triticale er nu i st. 55-59-61, her er det fortsat specielt gulrust og meldug, man skal være opmærksom på. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 7 fra den 5. april.
Download PDF fil