Generelt får du bedre effekt ved at sprøjte to gange med halv dosis end én gang med fuld dosis, bl.a. fordi mikronæringsstoffer er immobile i planten. Selv om du sjældent har manganmangel, anbefaler vi, at du i år forebygger manganmangel, når du alligevel er ude at sprøjte. Se næste afsnit for detaljerede anbefalinger. Hvor det er tørt, anbefaler vi fortsat ikke vækstregulering – heller ikke, hvor det nu er ved at være sidste udkald for de overvintrende afgrøder. Det skyldes, at vækstregulering virker utrolig hårdt på tørkestressede afgrøder. Specielt rug og frøgræs er følsomme og vi har tidligere år set eksempler på store tab på grund af skadelig vækstregulering, men det kan ramme alle afgrøder. Så længe det er tørt, bør der sprøjtes tidligt om morgenen eller sent om aftenen, da det giver bedst effekt af planteværnsmidlerne. Vinterhveden er nu i st. 33-37-39 og fanebladet er derfor ved at være synligt i mange marker. I den forgangne uge har gulrust, men specielt septoria (billedet til højre) spredt sig i vinterhvedemarkerne rundt omkring i landet. Angrebene af septoria ses som meget varierende angreb - alt lige fra kun i bunden af afgrøden til angreb på andet øverste blad. Behovet for septoriabekæmpelse udløses i de modtagelige sorter, når der har været 4 dage med nedbør efter hveden har været i stadie 31-32, og derfor er første del af aksbeskyttelsen nu udført mange steder. Optællingen af nedbørsdøgn starter 10 dage efter sidste svampebehandling. I ubehandlede marker er det vigtigt, at være opmærksom på de første angreb af gulrust, der typisk vil optræde i reder enkelte steder i marken. Husk ved begyndende skridning og indtil begyndende blomstring, at holde øje med den orangegule hvedegalmyg. For detaljerede anbefalinger til bekæmpelse af skadedyr i kornet henvises til Fokus på Marken nr. 11 fra den 29. april. Vinterbyggen er nu i st. 41-50-57, og derved bør den afsluttende svampebehandling være udført. Bygrust er fortsat den dominerende svampesygdom, mens skoldplet, meldug, bygbladplet og Ramularia kan findes i mindre udbredt grad i ubehandlede områder af markerne. Rugen er nu i st. 41-53-60, og generelt ses kun meget få svampeangreb af skoldplet og meldug. I den kommende tid skal der holdes godt øje med angreb af brunrust, der trives bedst under varme forhold. Bekæmpelse anbefales, hvis der kan findes rustpustler på 10 procent af planterne. Triticale er nu i st.37-44-49, og i svampebehandlede marker er der godt styr på svampesygdommene, mens angrebene af specielt gulrust og meldug spreder sig i ubehandlede parceller. Gulrust bekæmpes ved forekomst indtil st. 71. I de senest udviklede marker med rug, vinterbyg og triticale skal man holde øje med de små sorte trips indvendigt i bladskederne. Bekæmpelse bør foretages hvor der er 0,5-1 trips pr. blad-skede med f.eks. enten 0,1 kg Kaiso Sorbie eller 0,2 kg Karate WG pr. ha. For at ramme tripsene, skal behandlingen udføres i st. 45, hvor bladskederne udvider sig en smule. For detaljerede anbefalinger til svampebekæmpelse i vintersæd henvises til Fokus på Marken nr. 7 fra den 5. april.
Download PDF fil