Sådan anlægger du en ny græsplæne 1. Vælg en fugtig periode Du kan så i foråret, hvor risikoen for tørke er minimal. Græsset spirer dog allerbedst i eftersommer og efterår, hvor jorden er lun og fugtig. 2. Gør jorden klar Komprimeret jord skal løsnes, før du sår. Ved nybyggeri er grubning og dybdeharvning ofte nødvendigt. Det øverste jordlag kan hurtigt løsnes med en fræser eller ved at grave. Giv så jorden en grundig afrivning, hvor du fjerner sten, rødder, lerklumper og ukrudt. 3. Gør jorden porøs Nedbør skal kunne sive væk fra plænen, og rødderne skal kunne vokse uhindret. Har du tung, lerholdig jord, kan du blande den op med sand. Jorden skal ligne brødkrummer. 4. Gå plænen til Bløde pletter og luftlommer fjerner du ved at gå med små overlappende skridt over hele arealet. Her gør havetromlen ingen gavn. Jordbehandling bør altid foregå i passende tør jord. 5. Planér omhyggeligt En træpalle eller en stige med ekstra vægt er en god hjælp, når du retter af. Afslut med en let rivning. 6. Så og gød Så frøene med hånden eller en maskine på langs og på tværs af arealet. Spred derefter plænegødning og slut af med en let rivning. Brug evt. en gittertromle.
Download PDF fil