LEDER 3 Truels Damsgaard Adm. direktør Et meget stærkt fundament Oktober er en travl måned i DLF. Regnskabet skal færdiggøres og trykkes, og generalforsamlingen skal forberedes. Den sidste tirsdag i oktober, den 27. oktober, afholder vi den årlige generalforsamling, hvor bestyrelsens beretning og regnskabet bliver fremlagt for de delegerede. Mens vi i juni måtte gennemføre vores sommerdelegeretmøde digitalt, håber og tror vi på, at generalforsamlingen kan gennemføres som et fysisk møde, hvor vi naturligvis overholder alle de af myndighederne udstukne retningslinjer for større forsamlinger. På generalforsamlingen vil vi præsentere det hidtil stærkeste regnskabsresultat i DLF for regnskabsåret 2019/20. Koncernomsætningen på 7.437 mio. kr. er en fremgang på 2.143 mio. kr. eller 40 pct. i forhold til sidste sæson. Samtidig er indtjeningen steget 48,4 pct. målt på EBITDA og 45,5 pct. målt på EBIT i nævnte periode. Købet af PGG Wrightson Seeds (PGW Seeds) har tegnet sig for hovedparten af omsætningsvæksten i foder- og plænefrøaktiviteterne. Når vi korrigerer for opkøbet, vurderer vi, at den organiske vækst har udgjort fire pct. Det skyldes primært den europæiske forretning, der sammen med aktiviteterne i Nordamerika og de tilkøbte aktiviteter i New Zealand har bidraget meget positivt til resultatet. Koncernens roe- og grøntsagsfrøaktiviteter tegner sig for 15 pct. af koncernomsætningen. Jensen Seeds A/S fordoblede omsætningen og mere end fordoblede indtjeningen efter en rekordstor spinat- frøhøst både areal- og udbyttemæssigt i 2019. MariboHilleshögkoncernen, der i september kunne fejre 100-års jubilæum, var i 2019/20-sæsonen udfordret af en faldende sukkerproduktion i Rusland og Kina, mens afsætningen af roefrø på nærmarkederne havde en positiv udvikling. 2019/20-sæsonen var på flere niveauer bemærkelsesværdig. Først og fremmest glæder jeg mig over en vellykket integration af PGW Seeds på den sydlige halvkugle. Vi har haft fokus på at implementere vores nye koncern- og ledelsesstruktur, og vi er nået rigtigt langt i den proces. Overalt har medarbejderne leveret en flot holdindsats i en meget travl sæson, mens vi passede godt på hinanden. Vi har etableret nogle globale netværk, hvor vi internt deler meget værdifuld information om dynamikken i frømarkederne, som vi aktivt kan udnytte i hele værdikæden fra forskning og udvikling til afsætningsleddet. Herudover har vi gennemført en række strategiske ændringer, der understøtter tværgående funktioner inden for forskning og udvikling, økonomi, IT samt HR. Opkøbet af PGW Seeds har givet en ny og stærk balance i DLFs globale aktiviteter. DLF har over de seneste tre år fordoblet omsætningen, og koncernen har udvidet sine aktiviteter både geografisk og forretningsmæssigt. Vi har nu en virksomhed med 2.000 dygtige medarbejdere dedikeret til frø over hele verden. Det er et meget stærkt fundament. ” Overalt har medarbejderne leveret en flot holdindsats i en meget travl sæson ” Tidsskrift for Frøavl 2/2020
Download PDF fil