INFOGRAFIK ØKO-, BIO-, NATUR- OG Øko-, bio- og naturvinsbegreberne fylder mere og mere, og det kan være svært at holde styr på tingene og skelne mellem fakta og markedsføring. Vi ser nærmere på de forskellige betegnelser og udreder trådene ( TEKST: THOMAS ILKJÆR • ILLUSTRATION: METTE EHLERS ) Engang for ikke så længe siden var økovin lidt af et skældsord. Det blev generelt betragtet som et ringere produkt, hvor kvalitetsfokus var ofret på miljøforbedringens hellige alter, og blev der ikke ligefrem set skævt til økovinene, havde de fleste ikke andet end et skuldertræk tilovers for dem. Der er løbet en del vin i ganerne siden da, og i dag er en større mængde økologiske varenumre stort set blevet et must for vinhandlerne. Og i 2012 indførte EU nye regler, så man nu kan få sin vin økologisk certificeret. Inden da var det kun råvaren, altså druerne, der officielt kunne garanteres for. Mens økovin langsomt blev accepteret og sidenhen næsten normalt, dukkede nye begreber op. Først kom de biodynamiske vine og tog pladsen som vinverdenens lidt skæve eksistens, og siden afløstes de af de såkaldte naturvine, som nu i et lille tiår på en gang har været den mest hypede og den mest udskældte vinkategori. Og pludselig begyndte nogen også at skræppe op om bæredygtig vinproduktion! Tilladt ikke lig med anvendt Der kunne skrives lange artikler og bøger om alle begreberne (og det bliver der), men lad os for overblikkets skyld holde os til nogle få fokuspunkter og på de afgørende forskelle mellem vine med de forskellige »mærkater«. Og for at forenkle tingene lidt holder vi os primært til vores egen andedam, som i denne sammenhæng er EU, hvor der eksisterer visse overordnede fællesregler. Det, der før blot blev kaldt vin, benævnes nu konventionelt fremstillet vin, men man skal gøre sig klart, at dette dækker over et meget bredt udsnit af tilgange til vinproduktion, fra den enorme »vinfabrik« til den lille vinbonde og fra en praksis med næsten ingen restriktioner på brugen af de tilladte stoffer til en praksis, der i måske syv ud af ti årgange i realiteten er økologisk. Fordi noget er tilladt, er det ikke det samme, som at det konsekvent anvendes. A Kan det smages? Og så til det nok så interessante spørgsmål: Kan man smage forskel? Næppe, når det drejer sig om konventionel, økologisk og biodynamisk vin. Her skal man handle økologisk og biodynamisk ud fra et miljøhensyn, og fordi man ønsker at støtte den tankegang om en begrænsning i tilsætningsstoffer, som ligger bag. Det er sandt, at nogle af verdens allermest feterede og anerkendte vinproducenter bekender sig til biodynamikken, men der er sandelig også mange af topnavnene »på den anden side«, og hvorvidt det netop er den biodynamiske tilgang, der skaber den ekstra kvalitet, er uvist. Naturvinene skiller sig derimod ud aroma- og smagsmæssigt, idet især fraværet eller begrænsningen i anvendelsen af svovldioxid i produktionen gør vinene mere sårbare for bakterieangreb, oxidering og eftergæring. Derfor dufter og smager mange naturvine markant anderledes end konventionel vin, men det strækker sig fra nuanceforskelle til distinkt anderledes vinoplevelser, hvor toner i vinen, der øjeblikkeligt ville blive affærdigede som defekter hos »de konventionelle«, kaldes personlighed og karakter hos naturvinsfolket. Bæredygtig vinproduktion I kølvandet på øko-, bio- og naturvinsbølgen har flere vinlande, heriblandt USA, Sydafrika, Chile og Østrig, opsat omfattende programmer og certificeringer for bæredygtig vinproduktion. Der findes internationalt vedtagne retningslinjer, men kravene varierer fra program til program. Udgangspunktet er at supplere krav til mark- og kælderarbejder, der lægger sig op ad økologisk produktion, med omfattende krav til en lang række forhold, som tilsammen sigter mod større bæredygtighed. Disse strækker sig fra vand- og elforbrug over transport til social ansvarlighed i forhold til lønforhold og ligestilling. De enkelte landes organisationer opererer med egne symboler som dokumentation for certificeringen. Værd at vide Vin er en undtagelse fra den generelle bestemmelse i EU om, at fødevareproducenter skal angive tilsætningsstoffer. Det eneste lovkrav er, at det fremgår, hvis vinen indeholder sulfitter (svovldioxid) eller sorbater (sorbinsyre). Begge er konserveringsmidler, og for sulfitter er grænseværdien for, hvornår det skal angives, 10 mg/l. Der produceres en smule svovldioxid ved alkoholisk gæring, så svovlfri vin findes ikke, men der findes vine uden tilsat svovl. I vin kan der forekomme pesticidrester, men er vinen økologisk eller biodynamisk, er sandsynligheden for dette mindre, dog kan sprøjterester fra nabomarker eventuelt godt havne i disse vine. I prøver, som Fødevarestyrelsen foretog 2010-2012, var der pesticidrester i 50% af prøverne, men ingen over grænseværdierne. 36 VIN&CO. • DECEMBER 2016
Download PDF fil