Side 24

24 CS BLADET | MEDIEKRIG Den integrerede kampplads: Betydningen af informationskrig i moderne krigsførelse Foto: Pixabay AF JEANETTE SERRITZLEV, MILITÆRANALYTIKER PÅ FORSVARSAKADEMIET Moderne krig føres ikke kun på den fysiske kampplads. Moderne krig føres via alle magtinstrumenter, som vi også har set det i forbindelse med krigen i Ukraine. Krigen føres også via information og propaganda, via økonomiske sanktioner og diplomati- ske forhandlinger. Informationskrig ikke er separat fra den konventionelle krig; den er integreret del. Krigen i Ukraine har med tydelighed vist, at man kan tale om den integrerede kampplads, hvor det, der sker på jorden i Ukraine, hænger sammen med det, der sker på Twitter. Og omvendt. I krigens første fase så vi ukrainernes evne til at mobilisere særligt lande i Vesten, vel at mærke ikke kun på politisk niveau, men også civilbefolkningerne. Op til invasionen var både Europa og USA meget forbeholdne over for at love våbenstøtte, men det ændrede sig hurtigt, da Rusland sendte soldater ind over grænsen. Og det skete i høj grad, fordi ukrainerne evnede at engagere civilbefolk- ninger i de vestlige lande, som dermed var med til at skabe et pres på egne regeringer i forhold til at gøre mere – og gøre det hurtigere. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskij blev i krigens første tid ansigtet på Ukraine og på ukrainernes kamp. Styrken i Ukraines strategiske kommunikation lig- ger imidlertid ikke kun i en præsident med kommunikationsevner i særklasse. Styrken er, at Ukraine har mange profiler, der har evnet at kommunikere og engagere omverde- nen. Det gælder såvel personer i høje embeder som den almindelige ukrainer, som via sociale medier har involveret os i krigen med tekst, billeder og videoer. Onlinedeltagere i krigen Vietnam-krigen er ofte blevet kaldt den første tv-krig. Hjemmeværnsmagasinets mod- ne læsere vil nok kunne huske, hvordan den første Golfkrig i 1990-1991 blev kaldt ’den første CNN-krig’. Da USA gik ind i Irak i januar 1991, blev krigen transmitteret live på CNN 24 timer i døgnet. Krigen i Irak markerede et skel i dækning af moderne krige. Den store forskel fra den første Golf krig i 1991 til Ukraine i 2022 er, at vi dengang var til- skuere. Krigen i Ukraine har gjort os til deltagere, i særlig grad takket være sociale me- dier. De sociale medier betyder, at vi har en helt anden adgang til krigen – og Ukraine har dygtigt udført sin kommunikation til at engagere os og aktivere os på forskellig vis. Samtidig er det påfaldende – og væsentligt at være opmærksom på, at vi kun ser et udsnit af krigen. Til trods for mobiltelefoner og internet har vi alligevel set meget lidt ’live-streaming’ af krigen. Vi har set brændende russiske køretøjer i massevis, men på- faldende få billeder af ukrainske militære tab. Det er selvfølgelig ikke tilfældigt. Både den ukrainske generalstab og den ukrainske sikkerhedstjeneste SBU har gang på gang offensivt kommunikeret til ukrainerne om vigtigheden af ikke at distribuere infor- mation, der kan være til fjendens fordel. ’Loose lips sink ships’ hed det i sikkerheds- kampagner under anden verdenskrig. Kommunikationsmidlerne har ændret sig, men budskabet er det samme. Disse kampagner har virket. Civile ukrainerne har vist en høj grad af sikkerhedsforståelse. Russisk propaganda i Vesten Rusland har med en større succes, end man måske umiddelbart skulle tro, formået at distribuere desinformation og promovere sit narrativ i Vesten. Noget er nemt at identi- ficere som russisk propaganda. Andet kan være mere skjult. Det åbenlyse er f.eks., når Præsident Putin omtaler den ukrainske regering som ’nazistisk’, eller når den russiske udenrigsminister Sergej Lav rov i et interview med BBC påstår, at Rusland faktisk slet ikke invaderede Ukraine. Noget andet er mere subtil desinformation og propaganda, der f.eks. taler til segmenter i Vesten, der i forvejen dyrker antiamerikanisme eller en generel mistillid til myndigheder, medier og andre autoriteter. I forbindelse med den russiske invasion af Ukraine er det påfaldende at observere, hvordan der synes at være et sammenfald mellem netværk, som tidligere har delt coro- naskeptiske informationer, og netværk, der nu videreformidler pro-russiske budska-

Side 25

FEM KORTE RÅD TIL DIN EGEN KILDEKRITIK 1. Hvem er afsenderen? Hvis du ikke kender mediet/hjemmesiden/profilen, bør du altid undersøge, hvem der står bag. Er det et onllinemedie, så gå ind på hjemmesiden, og find “Om xxx” eller “About xxx”, hvor du typisk kan læse, hvad den redaktionelle eller politiske linje er. 2. Hvem er kilden/kilderne i historien? Nævnes der personer, organisationer eller tænketanke, som du ikke kender? Så efterprøv oplysningerne i en Google-søgning. 3. Er sproget naturligt? Der kan godt være stave- og sprogfejl i almindelige medier, men virker sproget naturligt, eller er der indikatorer på maskinoversættelse? 4. Bakker andre kilder op om den samme nyhed? Hvis det er en nyhed, som bringer information, du ikke kender til, og som virker overrasken- de, kan du google, om der er andre kilder, der bakker op om samme nyhed. 5. Tænk & læs, før du deler Tænk dig om, før du deler en nyhed på nettet. Ældre nyheder kan sagtens være relevante, men alt for ofte ser man, at folk deler “nyheder” i en aktuel kontekst, selvom de er flere år gamle – fordi de ikke selv har kontrolleret publiceringstidspunktet. Del heller ikke noget, som du ikke har læst – færdigt. CS BLADET | MEDIEKRIG 25 OM JEANETTE SERRITZLEV Jeanette Serritzlev er militæranalytiker på Forsvarsakademiet med speciale i informationskrig og propaganda. Hun fokuserer særligt på russisk informati- onskrig og har fulgt krigen i Ukraine tæt. I den forbindelse har hun også været hyppigt været brugt som ekspert i pressen. Hun driver også hjemmesiden www.informationwarfare.dk Foto: Colourboc Foto: Colourboc ber. Coronapandemien skabte ikke blot grobund for konspirationsteorier. Den styrkede også infrastrukturen mellem forskellige kritiske stemmer, som enten var imod restrik- tioner, kritiske over for vacciner eller decideret så pandemien og nedlukningerne som en del af en større sammensværgelse. Faktatjekmediet TjekDet har skrevet om det i forbindelsen med den russiske invasi- on af Ukraine, og det bakkes op af forskningsleder for HOPE-projektet, Michael Bang Petersen, der til Altinget i marts 2022 udtalte, at disse grupper har haft to år til at op- bygge stærkere onlinefora, hvor nye ting kan blive delt, når opmærksomheden glider fra coronavirus til Ukraine-situationen. En østrigsk pendant til danske HOPE-projekt undersøgte i 2022, om der var en sammenhæng mellem vaccinestatus og syn på, hvem der er ansvarlig for krigen i Ukraine. Resultaterne peger på, at det er tilfældet: Mens 88 % af de vaccinerede mener, at det er Rusland, der er skyld i krigen, er tallet kun lige over 60 % for de ikke vaccinerede. Omvendt mener mere end 60 % af de ikke-vaccinerede, at det er USA, der er den primært ansvarlige, mens tallet blandt vaccinerede er på under 30 %. Dette er en illustration af, at desinformationens og propagandaens veje er mangfol- dige. Folk, der møder russisk desinformation, gør det altså ikke nødvendigvis, fordi de selv opsøger det. De kan være optaget af andre emner, som bruges af Kreml til at udsprede dets narrativer. Det er en af de måder, den russiske desinformation og propa- ganda virker på. En anden er ved at få os til at gentage russiske italesættelser – f.eks. om nynazister i Ukraine. Det gælder også selvom vi taler om det som russisk propaganda. Hver gang vi bruger ordene, fremkalder vi billedet af Kremls manipulerede fortælling. Tvivl om sandheden ”Der er da ingen i Danmark, der tror på den russiske propaganda,” er et udsagn, jeg ofte hører. Her er det vigtigt at huske på, at formålet med den russiske propaganda ikke nødvendigvis er at overbevise. Som Forsvarets Efterretningstjeneste skrev i den årlige risikovurdering for 2018, forsøger Rusland netop at underminere troen på, at der findes én sandhed: ”Ved at undergrave forestillingen om objektiv sandhed kan Rusland præge informationsrummet med egne synspunkter og dermed forme dele af opinionsdannel- sen i Vesten.” Den russiske propaganda behøver nemlig ikke at overbevise dig som modtager om, at den er sand. Den skal bare gøre dig i tvivl om, hvad du skal tro – og hvem du kan tro på. Medierne? Regeringen? Hjemmeværnet? Coronapandemien har medvirket til en større mistro til autoriteter i dele af mange vestlige, demokratiske samfund. Det kan den russiske propaganda udnytte. Den integrerede kampplads Informationssiden af krigen i Ukraine foregår selvfølgelig ikke kun i Ukraine. Med in- ternettets hjælp er krigen flyttet ind i vores stuer og på alle sociale platforme, om det så er LinkedIn eller Instagram. Man kan godt slukke for tv-nyhederne, men man kan ikke slukke for krigen i sit feed. Man kan således sige, at vi ser en gammel krig med moderne teknologi. Vi ser også en udvidet og integreret kampplads, hvor krigen langt fra kun føres på jorden, men i civile krav til virksomheder om at vælge side, i techgiganternes valg af, hvem de giver taletid, og hvem de blokerer. Ukrainerne vinder ikke ved, at vi sætter flag på Facebook i en periode. Men hvis man tror, at man kan vinde en moderne krig ved at bombe sig til sejr, har man også tabt. Den moderne krig føres således i alle domæner, og slagmarken er dermed også gået online.

    ...