CS Bladet 4 2020
4 AKTUELT | CS BLADET Kvinde gennemførte patruljekursus Af Helle Kolding Op klokken fem om morgenen og en tur i svømmehallen inden arbejde, og efter fyraften så løb og styrketræning. Weekender, der blev brugt i Hjemmeværnets Særlig Støtte og Rekognosceringskompagni, SSR. Det har været grundbasis for en 25-årig kvinde gennem flere år. Samtidig med at hun har gennemgået en toårig løjtnantsuddannelse i forsvaret. Med ét eneste mål for øje. At blive i stand til at gennemføre Jægerkorpsets patruljekursus. Og det lykkedes her i sommer. I juli måned kunne Jægerkorpset præsentere den første kvinde, der har gennemført det ultimative kursus og nu er blevet ansat i det skarpe korps. Hun har fået navnet nr. 20, da hun, som sine mandlige kolleger, selvfølgelig skal have lov til at være anonym i offentligheden. - Vi har et klart ønske om, at flere kvinder skal søge både Patrulje- og Aspirantkursus eller vores kommende uddannelse for kvinder. Kvinder vil tilføre både Jægerkorpset og specialoperationsstyrkerne generelt en yderligere kapacitet i både de nuværende - og fremtidens konflikter rundt om i verden, udtaler chefen for Jægerkorpset. Og korpset har da også brug for nye aspiranter. Forsvarsministeren har understreget, at regeringen gerne ser en øget styrke i specialoperationskorpsene, da der er masser af opgaver til dem. Nu har nr. 20 vist, at det også kan lade sig gøre for kvinder. Det er ikke kun i Jægerkorpset, at kvinderne har fået en lille fod indenfor. For første gang er der nemlig også en kvinde, der har bestået Frømandskorpsets årlige kampsvømmerkursus. Kampsvømmerkurset er ikke en del af uddannelsen til at blive operatør i Frømandskorpset, men kurset træner kursisterne i nogle af Frømandskorpsets indsættelsesmetoder, hvor soldaterne kommer uset fra vandet ind på land. Flere redningsaktioner til søs Af Helle Kolding Flere fritidssejlere i denne sommer har også givet redningsberedskabet flere opgaver. Rigtig mange danskere har i kølvandet på COVID-19 valgt at holde ferie hjemme i Danmark, og for manges vedkommende skulle det så foregå på vandet. På landsplan har man talt om op mod tre gange så mange lystsejlere som ellers i en normal dansk sommer. Ikke alle er lige rutinerede, og det har altså ført til en række større eller mindre rednings -og assistanceopgaver, der spænder over alt fra skibe, der er løbet tør for brændstof, mindre havari og til brand om bord. Forsvarets Nationale Maritime Operationscenter NMOC har oplevet en række redninger, hvor de implicerede har været meget uerfarne sejlere, og det har fået NMOC til at opfordre de sejlglade danskere til at sætte sig lidt bedre ind i regler og forberede deres sejltur lidt grundigere. De fem sejlråd kan hentes via Trygfondens hjemmeside, og man kan også downloade ”SejlSikkert”-app’en til telefonen, der blandt andet giver strømog vejrmeldinger. Forlænget ophold i INTOPS Af Helle Kolding I midten af juli lykkedes det endelig for det transportfly med besætning og støttepersonel, der i otte måneder har været udsendt til Mali som en del af FN’s MINUSMA-program, at vende hjem til Danmark. Enkelte medarbejdere var blevet sendt hjem i maj, men langt de fleste kom altså først hjem i juli, og for deres vedkommende var det to måneder længere end planlagt. Stor var frustrationen og utilfredsheden da også, og ikke mindst har medarbejderne påpeget, at de ikke fik ordentlig besked undervejs i forløbet. Forsvaret har forklaret, at årsagen til forlængelsen skyldes, at det ikke var muligt at lave en rotation på grund af karantænereglerne i forbindelse med COVID-19 pandemien, og at ledelsen beklager meget, at det fik det resultat, at medarbejderne fik forlænget deres ophold med de to måneder. CS formand Jesper Korsgaard Hansen forstår medlemmernes frustration, og han mener, at episoden i Mali er endnu en god grund til at evaluere på corona-forløbet, så både forsvaret og medarbejdere kan være bedre forberedt på den type situationer i fremtiden. - Det er rigtig ærgerligt for vores medlemmer og deres pårørende, at der skulle gå så lang tid, inden de kunne vende hjem til Danmark, og jeg har fuld forståelse for, hvorfor man er utilfreds med forløbet. Som soldater er vi vant til hele tiden at skulle omstille os til nye situationer, men jeg tror ikke, der er nogen, der kunne have forberedt hverken forsvaret eller forsvarets medarbejdere på den ekstraordinære situation, som coronavirussen bragte med sig, siger han. - Det er højst usædvanligt, at en udsendelse bliver forlænget på den måde, som det er tilfældet her, men det er nok desværre ikke sidste gang, at vi bliver ramt af en krise, der kan lukke det meste af verden ned. Det er derfor vigtigt, at man evaluerer forløbet og ser, om der er ting, der kan gøres anderledes fremover, mener CS’ formand. Estisk flamme til danske soldater Af Helle Kolding De danske soldater i Estland er igen begyndt at kunne forlade kaserneområdet i Tapa, efter at COVID-19 er kommet under kontrol. Derfor fik de også en lidt anderledes Sankt Hans-aften, end man typisk fejrer den i Danmark. I Estland fejrer man nemlig 23. juni sejren over Rusland i 1920, og da det jo så i år var netop 100 år siden, skulle dagen markeres særligt. Symbolet på sejren er en flamme, som fordeles fra præsidenten i Tallinn videre til regionerne og så igen videre til byerne i Estland. Her samles de lokale for at få tændt deres egne lys. Mange får også tændt en fakkel, som de bruger til at tænde midsommerbål senere på aftenen. De danske soldater fik den ære at eskortere flammen rundt til forskellige mindre byer i kommunen omkring Tapa, så ikke alle indbyggere skulle samles samme sted. Ved hvert stop på den 120 km lange rute blev der dermed mulighed for at hilse på de lokale indbyggere. Interessen for de danske soldater og støtten til enhanced Forward Presence er fortsat stor i Estland, og eskorten blev modtaget med nysgerrighed og glæde alle steder. (Kilde: FSV)
Side 3 ...
Side 5
...