2019 ET GODT ÅR FOR BLÅ KORS For Blå Kors i Danmark blev 2019 et godt år. Vi fik lov til at udbrede vores arbejde. Allerhelst havde vi jo set, at der blev mindre behov for vores hjælp. Når det ikke er tilfældet, så er det trods alt en glæde, at kunne få lov til at hjælpe flere. På botilbudsområdet fik vi indviet en stor flot aktivitetsbygning ved Blå Kors Hjemmet i Hobro og besluttede at åbne Egåhus ved Aarhus som botilbud til hjemløse i 2020. Hvert år afviser vores hjemløsetilbud mange henvendelser fra kommuner og hjemløse grundet pladsmangel. Derfor er visionen at skabe et fagligt stærkt botilbud nær de mange hjemløse i Aarhus-området. Samtidig har antallet af borgere i ambulant alkoholbehandling med 616 personer næppe været højere tidligere. Værestederne har været i en vigtig proces med at afklare, hvad deres kerneopgave er, så ressourcerne kan sættes ind, hvor de gør mest gavn for brugerne. TUBA fik etableret nye afdelinger i Fredericia og Ringkøbing-Skjern i samarbejde med kommunerne og kom op på 33 afdelinger. Ved uddeling af Socialstyrelsens fireårige pulje til børn og unge fra familier med misbrugsproblemer blev TUBA den klart største modtager og fik hele 25% af puljen. Barnets Blå Hus fik af samme pulje ikke blot midler til fortsat drift af husene i Frederikshavn, Aalborg, Aars, Svendborg og Bornholm, men også til drift af et nyt Barnets Blå Hus i Slagelse. Familienetværkene, som drives i partnerskaber med lokale kirker, voksede fortsat fra 13 til nu 19 i foråret 2020. Det betyder, at endnu flere udsatte familier kan få et godt støttende og netværksskabende tilbud. Blå Kors Genbrug fik skabt et rekordresultat på 14,5 mio. kr., som er medvirkende til et flot overskud for Blå Kors Danmark. Et overskud, der giver lidt ballast, når vi står overfor kriser, som vi pludselig står i med coronakrisen. Hjælpen til mennesker i nød kunne dog slet ikke lade sig gøre uden et stort og fantastisk arbejde fra de mere end 500 engagerede ledere, medarbejdere og nu omkring 3.500 frivillige. Det er ledelsen dybt taknemmelig for, og det giver det bedste afsæt for 2020. Christian Bjerre, Generalsekretær i Blå Kors Danmark 222 BØRN FIK HJÆLP I BARNETS BLÅ HUS . s. 4 - 5 58 UNGE VAR I DØGNFORLØB . s. 6 - 7 3.223 UNGE VAR I TERAPI HOS TUBA . s. 8 - 9 Nøgletal FOR BLÅ KORS DANMARK . s. 10 - 11 726 PERSONER HAVDE OPHOLD PÅ DØGNTILBUD . s. 12 - 13 1.160 BØRN OG VOKSNE KOM I FAMILIENETVÆRKET . s. 14 - 15 130.843 GANGE FIK VÆRESTEDERNE BESØG . s. 16 - 17 2.300 FRIVILLIGE I GENBRUG . s. 18 - 19 3
Download PDF fil
Arkiv