Kultur- og fritidspolitikken er blevet til igennem et §17, stk. 4-udvalg – et særligt ad hoc arbejdsudvalg sammensat af både politiske repræsentanter og repræsentanter fra kultur- og fritidslivet i Billund Kommune. Igennem en lang række møder, inspirationsture og borgerworkshops har udvalget brugt mange timer på gode diskussioner og drøftelser i forhold til indholdet i den nye Kultur- og fritidspolitik. Det har været en meget givende og spændende proces, som har bragt udvalget vidt omkring – men også en proces, der har hjulpet med at få præciseret de temaer, som er de allervigtigste for den fremtidige udvikling af kultur- og fritidsområdet i Billund Kommune. Kultur- og fritidspolitikken peger på fire udviklingspotentialer; vækstlag, samfundstrends, uorganiserede aktører og samarbejdsrelationer, som herefter er udfoldet i de ti indsatsområder: • Vækstlag • Mødesteder • Kommunikation • Større kultur- og fritidsbegivenheder • Oplevelser • Tilbud • Foreninger • Kulturinstitutioner • Kulturarv • Mobilitet Det skal være let at være aktør i kultur- og fritidslivet. Derfor skal der være gennemsigtighed i forhold til, hvordan aktører inden for kultur- og fritidsområdet kan få hjælp og blive understøttet i forbindelse med f.eks. at søge støtte, låne lokaler eller anden form for rådgivning. Det gælder uanset om man er en etableret forening eller er organiseret uden for foreningslivet. Samtidig skal vi sikre, at der hele tiden er nogen, der kan tage over. Her tænkes på trænere, undervisere, instruktører og ledere samt frivillige, som vil tage del i bestyrelsesarbejdet. I politikken omtales dette som vækstlaget – og det er blevet et vigtigt fokusområde, at der investeres i netop den næste generation for at sikre, at det rige kultur- og fritidsliv i Billund Kommune fastholdes og udvikles. Med politikken følger også en samarbejdsmodel, som skal medvirke til at få skabt en ensartet struktur for samarbejdet mellem foreninger, borgere, forvaltningen og det politiske niveau. Vi er overbeviste om, at vi med den nye samarbejdsmodel kan få det hele til at spille sammen og gå op i en højere enhed. Tak til alle der har bidraget til Billund Kommunes nye Kultur- og fritidspolitik og særlig tak til medlemmerne i §17, stk. 4-udvalget. Vi ser frem til i fællesskab at gøre de ambitiøse visioner til virkelighed. Den nye politik skal omsættes til handling og her har vi alle et ansvar - uanset om vi er politikere, forvaltning, institutioner, virksomheder, foreninger eller ildsjæle indenfor kultur- og fritidsområdet. Hvis vi alle står sammen om kultur- og fritidspolitikken vil den blive levende og til glæde for alle i Billund Kommune. Med venlig hilsen Klara Lyskjær Noer (V) Formand for Børne- og Kulturudvalget Lars Hansen (V) Formand for §17, stk. 4-udvalget 3
Download PDF fil