INTRODUKTION Allan Luplau bestyrelsesformand Michael Valentin adm. direktør 2 2017 var et år med store omvæltninger. Dagpengereformen betød den største og mest omfattende ændring af reglerne i årtier, og det krævede en massiv indsats fra organisationen at få processer, systemer og arbejdsgange til at spille sammen. I Akademikernes A-kasse har vi for vane at vokse med udfordringerne, og det gjorde vi også denne gang. Vores altoverskyggende fokus har hele tiden været på medlemmerne. De skal altid kunne føle sig sikre og vide, at vores jobrådgivning, workshops, kurser og udbetaling af dagpenge kører upåvirket af de forandringer, der foregår i kulisserne. Vi er en veldrevet a-kasse, og den oplevelse af effektivitet, service og udvikling skal vores medlemmer altid have. 2017 var også året, hvor vores iværksætterprogram Startup for alvor fik fat i vores ledige medlemmer. Små 400 personer har nu været gennem forløbet, hvor de deltager i workshops og får professionel forretningsrådgivning. De fleste arbejder stadig videre på deres iværksætterprojekt, efter de forlader programmet, og samlet har deltagerne modtaget investeringer for millioner. Samtidig står vores rekrutteringsafdeling klar til at hjælpe dem, når de mangler medarbejdere. På den måde hjælper vi nogle af vores medlemmer ind i startups og har dermed endnu et tilbud til jobsøgende medlemmer. Vi får akademikere i job. Det er vores mantra – vores mission. I Akademikernes A-kasse er vi stolte af vores rolle i den danske flexicurity-model. Dagpengesystemet er et unikt forsikringssystem, som sikrer fleksibilitet på jobmarkedet og tryghed for dem, der bliver ramt af ledighed. Det er et enestående system, som er værd at værne om, og som fortsat inspirerer andre lande. I løbet af 2017 havde vi besøg af både et sydkoreansk tv-hold og den franske beskæftigelsesminister, som ønskede viden om vores arbejde i a-kassen. I Akademikernes A-kasse er udvikling og innovation centrale begreber, men vi er samtidig bevidste om vores stærke fundament.
Download PDF fil