Side 12

NYHEDER AO’ere, der lægger rør 19 medarbejdere fra AO er netop sprunget ud som færdiguddannede rørlæggere. De skal styrke sparringen i hverdagen. AF MICHAEL RACHLIN 12 Det er ikke for at slippe af med de 19 medarbejdere, at AO har givet gruppen fri til at efteruddanne sig. Tværtimod giver det god mening at uddanne medarbejdere som rørlæggere, selv om de ikke skal ud og grave rør ned. Det fortæller Torben Christiansen, der er sektionschef i Entreprenørsektion i AO. “Mange af vores entreprenørkunder efterspørger sparring og rådgivning inden for VA. De vil gerne vide, hvordan man kommer videre, og har brug for nogle, der taler samme sprog. Det gælder både, når kunderne kommer i butikken, og når de ringer ude fra byggepladsen. Derfor har vi satset på at gøre vores medarbejdere fagligt dygtige inden for VA – frem for kun at gøre dem til dygtige butiksfolk,” siger Torben Christiansen. Uddannelsen på AMU løber over 40 dage på en periode på to år og be-

Side 13

står af både en teoretisk og en praktisk del i alt, der handler om rørlægning, afløbssystemer, kloakering osv. Og dermed bliver AO-medarbejderen klædt endnu bedre på til at vejlede kunderne, hvor de møder dem. “Det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er mange, som gerne vil ind på det her marked. Derfor er det vigtigt for os, at vi kan mere end bare sælge nogle meter rør. Vi kan tale med om løsningerne på en troværdig måde,” siger Torben Christiansen. En af de AO-medarbejdere, der nu kan kalde sig rørlægger, er Frank Lagoni fra AO i Kolding. Selv om han har arbejdet inden for området i flere år, giver det et nyt perspektiv at have lært faget fra grunden. “Den helt store fordel er, at jeg har haft produkterne i hænderne på en anden måde og prøvet at arbejde med dem. Du får en viden og indsigt i, hvordan man gør det,” siger Frank Lagoni, der fortæller, at VA er et område, hvor det langtfra altid er ‘plug and play’. Der er ofte brug for sparring. “Der er jo mange ting nede i jorden, som man ikke er forberedt på. Og løsningerne kan være meget forskellige fra gang til gang. Det er altså ikke bare at sælge fire meter rør og så tro, at det kører af sig selv. Vi er klædt på til at tale løsningerne igennem,” siger Frank Lagoni, der har været med til at gøre AO i Kolding til VA-kraftcenter for hele Sydjylland. AO har landets største lager inden for VA, og personalet er faguddannet og giver professionel vejledning. Vi har håndværkerbutikker med ‘VA-gårde’ over hele Danmark, så uanset om du skal bruge brønde, PP glat afløb, PVC glat afløb, kloakker, en renoveringsovergang eller noget helt sjette, har du nem og hurtig adgang til hele vores brede sortiment. 13

    ...