INDLEDNING Denne rapport omhandler vindmøllebranchens fordeling og betydning for de danske regioner og kommuner. Rapporten er et supplement til den nationale branchestatistik, som viser, at den danske vindmøllebranche er i god form. Konkret har vindmøllebranchen i løbet af 2015 øget omsætningen med 2,9 pct. og ansat 3,8 pct. flere medarbejdere, så der i dag er 31.251 beskæftiget i branchen herhjemme. Det svarer til 2,1 pct. af de privatansatte i Danmark. Den regionale og kommunale branchestatistik giver et overblik over fordelingen af omsætning og beskæftigelse i den danske vindmøllebranche på et regionalt og kommunalt niveau. Det er første gang, at denne detaljerede opdeling laves. Statistikken viser, at vindmøllebranchen, og derved også størstedelen af de tilhørende arbejdspladser, primært befinder sig i de tre vestdanske regioner. Samtidig illustrerer statistikken, at vindmøllebranchen ikke er centreret omkring de største byer, men i stedet er markant til stede i mange yder- og landkommuner, hvor branchen bidrager mærkbart til jobskabelsen. I den regionale og kommunale branchestatistik indgår de danske energiselskabers vindmøllerelaterede beskæftigelse og omsætning ikke. Det betyder, at den samlede beskæftigelse i denne rapport ligger på 29.610, hvilket dermed er fraregnet de 1.641, der arbejdede med vindenergi i energiselskaberne i 2015. Energiselskaberne bidrog sidste år med 20,5 mia. kr. i omsætning, hvilket også er undtaget i den regionale og kommunale branchestatistik. Se side 18 i den nationale branchestatistik for metode. Heraf fremgår det endvidere, at vikarer ikke er del af branchestatistikken. Hovedresultaterne fra både den nationale, regionale og kommunale branchestatistik National branchestatistik • Omsætningen i vindmøllebranchen var i 2015 på 108,4 mia. kr. • Omsætningen er fordelt på 20,5 mia. kr. hos energiselskaber med vindenergiaktiviteter og 87,9 mia. kr. hos den øvrige del af vindmøllebranchen. • Eksporten faldt fra 54,1 mia. kr. i 2014 til 48,3 mia. kr. i 2015 (energiselskaber undtaget), hvilket er et fald på knap 11 pct. • Antallet af ansatte har været støt stigende de sidste tre år, og var i 2015 på 31.251. • Omsætningen pr. medarbejder var uændret fra 2014 til 2015 og var på knap 3 mio. kr. Regional branchestatistik • Næsten 4 ud af 5 ansatte er beskæftiget vest for Storebælt. • Region Midtjylland er den region med størst vindmølleomsætning og flest ansatte. • Region Midtjylland er også den region, hvor vindmøllebranchen har størst betydning for den samlede beskæftigelse, da 3,8 pct. af den private beskæftigelse i regionen er i vindmøllebranchen. • 2,7 pct. af de privatansatte i Region Syddanmark og Nordjylland er i vindmøllebranchen. Kommunal branchestatistik • Med en beskæftigelse på knap 4.000 er Ikast-Brande er den kommune med flest ansatte i vindmøllebranchen. • Ringkøbing-Skjern Kommune og Aalborg Kommune indtager anden- og tredjepladsen. • Vindmøllebranchen bidrager med arbejdspladser i hele landet – og i stort omfang i yder- og landkommuner. REGIONAL BRANCHESTATISTIK 3
Download PDF fil