Status 2020 År 2020 – året der ændrede verden År 2020 blev året, der ændrede verden - måske for altid. I foråret lukkede hele verden ned i kampen mod Covid-19-pandemien - og alting blev vendt på hovedet. Det har været et år som ingen andre med store udfordringer, voldsomme tab og massive aflysninger på alle fronter. Men ikke alt har stået i coronaens tegn Af Helle Friemann Nielsen År 2020 har været et ganske anderledes, udfordrende og restriktivt år grundet Covid-19-pandemien; et år, der ikke tåler sammenligning med nogen år overhovedet. I foråret gik hele verden i lockdown, og alt blev aflyst. Det blev året, hvor hjemmearbejde, hjemmeskoling og virtuelle møder blev en hverdagsting, hvor håndtrykket forsvandt, hvor afstand, karantæne, testtelte, håndsprit og mundbind er blevet en del af hverdagen, og hvor antallet af nysmittede og kontakttal er blevet pejlemærke for dagsformen, og hvordan det går. Sundhedssystemer verden over har været presset til det yderste, og 1,26 millioner mennesker har mistet livet. Det blev også året, hvor nogen-ogtredive ord relateret til corona/Covid-19 er blevet optaget i det danske sprog. Og netop som verden så småt begyndte at åbne op igen i løbet af sommeren, ramte anden bølge med stor kraft med rekordhøje smittetal, især i Europa og Danmark, der igen oplever restriktioner og nedlukninger. Og mens vi alle venter på en vaccine, har verden netop passeret 50 millioner smittede og den verserende minksag raser. Ikke-coronarelaterede begivenheder Selv om året i overvejende grad har været præget af den verdensomspændende pandemi - så har der været en række ikke-coronarelaterede begivenheder. Året startede med massive brande i Australien, der kostede mere end en milliard dyr livet. Brexit blev en realitet, og Sønderjylland fejrede 100-året for genforeningen med Danmark. I maj ændrede otte minutter og 46 sekunder fundamentalt dagsordenen i USA. George Floyd mistede livet, efter tre betjente gennem flere minutter havde siddet på ham. Det blev starten på Black Lives Matter-bevægelsen, der har ført til demonstrationer og flere voldsomme sammenstød med politiet. I sensommeren oplevede Beirut en voldsom eksplosion, Californien var hærget af voldsomme brande, og der var store uroligheder i Hviderusland i kølvandet på valget af Aleksandr Lukasjenko som præsident. Efteråret i dansk politik har været præget af MeToo-bølgen, der har betydet, at både Morten Østergaard, Radikale Venstre, og Københavns overborgmester Frank Jensen måtte trække sig fra deres poster grundet krænkelsessager. En fransk skolelærer blev halshugget, efter han viste karikaturtegningerne af profeten Muhammed til sin klasse - og efterfølgende har en række terrorangreb ramt blandt andet Nice og Wien. Og så er der selvfølgelig den amerikanske valggyser. Joe Biden blev efter næsten dødt løb erklæret USA’s 46. præsident. Trump-lejren har dog endnu ikke accepteret valgnederlaget og fremsiger nu heftige beskyldninger om fusk og svindel med stemmerne. Hvor det hele ender - vides i skrivende stund ikke. Industriens tilstand Corona har selvsagt haft en meget stor indflydelse på året i industrien. Nedlukningen i foråret var præget af hjemmearbejde, lønpakker, virtuelle møder samt et betydeligt tab af arbejdspladser. Det har været umuligt at foretage de normale udlandsrejser og kundebesøg. Alle fagmesser, arrangementer, konferencer og begivenheder har været aflyst i store dele af året, både nationale og internationale. Automatik 2020 er stort set den eneste danske messe, som er afholdt som planlagt. Terminen lå netop inden anden bølge ramte. Afholdelsen var til stor glæde og gavn for både udstillere og besøgende. Hvad siger virksomhederne? Traditionen tro har vi inviteret en række virksomheder til at tegne året. Der er ingen tvivl om, at pandemien har ændret hverdagen og forretningsgangen i virksomhederne, men de 14 virksomheder i denne statusudgave har en overvejende positiv tilgang til denne nye verdensorden. Man har indrettet forretningen efter situationen, og langt de fleste har trods omstændighederne haft et godt år. (Foto: www.unsplash.com/ Nathan Anderson). Årskommentarerne lægger ikke skjul på, at det har været et udfordrende år, men de viser også et stort gå-påmod, vilje og kampgejst for at holde hjulene i gang under pandemien. Og selv om man mestrer virtuelle møder og messer - er det helt store afsavn det fysiske møde med kunder, samarbejdspartnere og kollegaer. Læs årskommentarerne på de følgende sider. Dermed er der kun tilbage at ønske læsere, skribenter og annoncører en glædelig jul og et godt Teknisk Nyt-år. I 4 teknisk nyt nr. 12 - 2020
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Teknisk Nyt her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her