Status 2018 År 2018 Bum. Næsten inden man kom ordentligt i gang, så slutter det - år 2018. Og det er allerede tid til det traditionelle tilbageblik på det forgangne år. Det har som altid været en blandet landhandel af begivenheder rangeret inden for politik, sport, kultur og business - og den varmeste sommer i mands minde. På den industrielle front meldes om fremgang, overskud, velstand og fin form Af Helle Friemann Nielsen År 2018 har i sandhed været noget af en blandet landhandel af begivenheder - og at koge alle årets begivenheder ned på et par spalter synes at være en komplet umulig opgave, men her følger alligevel forsøget med en række udvalgte højdepunkter. Starten af året bragte et helt særligt jubilæum med sig, da Danmarks første computer, DASK, fyldte 60 år i februar. Foråret var præget af langvarige overenskomstforhandlinger, en livstidsdom for ubåds-Madsen efterfulgt af en tropelignende varm og tør sommer, der betød afbrændingsforbud i det meste af landet. I sportens verden lagde vi stærkt ud, da Caroline Wozniacki vandt sin første grand slam ved Australian Open. I foråret blev VM i ishockey afholdt i Danmark; en begivenhed der omtales som den største sportsbegivenhed på dansk jord. Det meste af sommeren stod i fodboldens VM-tegn. Rykker vi udenlands, har USA’s præsident også i år trukket en del overskrifter, blandt andet topmødet med Nordkoreas leder Kim Jong-Un, samt indførelsen af toldsatser på import af stål og aluminium blandt andet fra EU, hvilket kan få store konsekvenser for danske virksomheder, som leverer til USA. Ligeledes på den globale scene er der en del uro omkring den forestående Brexit, der ligeledes kan få omfattende betydning - også for danske virksomheder. Efteråret har bragt flere tragiske hændelser med sig: En omfattende skovbrand i Californien med tab af menneskeliv, og hvor op mod en kvart million er blevet tvunget fra hus og hjem, det meget omtalte drab på journalisten Jamal Khashoggi på det saudiarabiske konsulat i Istanbul, Tyrkiet, og et voldsomt skyderi i en synagoge i Pennsylvania. På dansk jord har de sidste par måneder stået i svindlens tegn med især tre historier; Britta-sagen med et svindelnummer på 111 millioner fra Socialstyrelsen, hvidvasksagen samt udbytteskattesagen, der har bedraget den danske statskasse for milliarder af kroner. Også i den triste ende har vi i år desværre sagt farvel til flere store personligheder; prins Henrik, Stephen Hawking, Kim Larsen - og her to minutter i deadline Stan Lee og Morten Grunwald. Den danske velstand Vender vi blikket mod den industrielle verden, lyder der til gengæld positive toner; Danmark er et af de rigeste lande i verden. Velstanden er nu højere end før den økonomiske krise og er den højeste nogensinde. Det skyldes blandt andet, at danske virksomheder har skabt produktion og nye forretningsmodeller, som bidrager til vækst og velstand i hele Danmark. Det viser regeringens redegørelse for vækst og konkurrenceevne 2018, som blev præsenteret i november. Redegørelsen understreger imidlertid behovet for fortsat at have fokus på digitalisering og ny teknologi både herhjemme og på de internationale markeder, hvor vækstpotentialet anses for særligt stort. -Danmark skal fortsat være konkurrencedygtigt og nemt at drive virksomhed i. Det er virksomhederne, der skaber vækst og velstand til os alle. Derfor fortsætter regeringen arbejdet mod at lette erhvervslivet for administrative byrder. Vi har allerede løftet byrder for ca. 1,3 milliarder kroner siden 2015, og jeg vil præsentere yderligere initiativer både på dette og andre områder. Samtidig er vi også godt i gang med at udrulle Strategi for Danmarks digitale vækst, som også skal sikre, at vi bliver ved med at være en konkurrencedygtig vækstnation ved at styrke den digitale omstilling, lyder det fra erhvervsminister Rasmus Jarlov. Kilde: Erhvervsministeriet. Industrien i fin form Hvis man retter opmærksomheden mod de brancher, der knytter sig til Teknisk Nyt, så tyder alt på - i fin overensstemmelse med Erhvervsministeriets udmelding - at virksomhederne er i den bedste økonomiske form længe. Der er mange positive takter at spore, og optimismen er stor. Ordrebøgerne er fyldte, og der er meldinger om travlhed på mange fronter. Det har været et år i teknologiens tegn. Alle taler digitalisering, industri 4.0, robotter, automatisering, virtual reality, big data og meget andet. Dette afspejler sig også i den kendsgerning, at automatiseringsgraden og antallet af robotter er højere end nogen sinde. Her lægger den danske industri sig virkelig i førertrøjen. Dette øger produktiviteten, som gør at danske virksomheder kan konkurrere med resten af verden. Hvilket igen betyder, at produktionen holdes i Danmark og skaber arbejdspladser. Som en kæp i hjulet på fremgangen og det gode humør - tales der dog igen om mangel på arbejdskraft, hvilket kan være et reelt problem for nogle virksomheder, der i værste fald kan betyde et nej-tak til ordrer. Hvad siger virksomhederne? Traditionen tro har vi taget en række virksomheder med på råd. For det er jo immervæk dem, der lever og opererer i hverdagen anno 2018. På de følgende sider fortæller de hver især om deres år 2018. Disse bidrag udgør essensen i denne statusudgave. Nyd den positive læsning over de næste mange sider. Og med dette er der vist kun tilbage at ønske læsere, skribenter og annoncører en glædelig jul og et godt Teknisk Nyt-år. 4 teknisk nyt nr. 12 - 2018
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Teknisk Nyt her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her