Aktuelt mometer. I den mere avancerede ende findes de ultralydsbaserede anemometre, der kan bestemme lufthastigheden og retningen, og som kan måle meget høje lufthastigheder (> 90 m/s). Men hvordan sikres det, at alle de forskellige typer af anemometre måler ensartet og inden for hvilke tolerancer eller som det hedder på fagsprog: usikkerhed? Her kommer metrologisk sporbarhed ind i billedet. Hos Teknologisk Institut anvendes Laser-Doppler Velocimetry (LDV) - også kaldt LaserDoppler Anemometry (LDA) - som reference ved måling og kalibrering i vindtunnel på Teknologisk Institut. LDV-teknikken har den store fordel, at den ikke påvirker selve måleopstillingen - og derved målingerne hverken emnet under test eller luftstrømmen i vindtunnelen. LLDigV-nteinkgno1lo:gien LDV-teknologien har været anvendt i mange år til måling af flowhastigheder i både luft og væsker og blev beskrevet til formålet i 1964 af Yeh og Commins [1]. LDV fungerer ved at splitte en laserstråle i to for derefter at lade dem krydse hinanden igen. Hvor de krydser, interagerer de to stråler med hinanden, og der skabes et lille volumen med et mønster af ligeligt fordelt høj og lav intensitet. Afstanden mellem to »toppe« beskrives ved df, hvor λ er laserlysets bølgelængde, og Ɵ er vinklen mellem de to laserstråler. Se ligning 1 og figur 1. 𝜆𝜆𝜆𝜆 𝑑𝑑𝑑𝑑𝑓𝑓𝑓𝑓 = 2 ∙ sin ��2�𝜃𝜃𝜃� Ligning 1. Figur 1. Partikel med hastigheden vpartikel i luftstrømmen passerer gennem måleområdet (markeret med rødt) genereret af de krydsende stråler (beam1,2) og får lyset til at spredes, hvoraf noget reflekteres tilbage og modtages af detektoren i laseren. Figur 2. Signalkurve genereret, når en partikel passerer måleområdet. 146 teknisk nyt nr. 9 - 2017
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Teknisk Nyt her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her