Side 12

Kravspecifikation Fem gode råd om kravspecifikationer Kravspecifikationer ender alt for ofte med at være besværlige og dyre at udarbejde og vedligeholde, i forhold til den værdi virksomheden får ud af det. En kravspecifikation kan sagtens være værdifuldt værktøj, hvis den baseres på funktionaliteten i produktet, og de elementer der indgår - og ikke blot er en indkøbsliste, som ikke står til at ændre Af Michael Pilgaard, polymerspecialist, Force Technology Et af de problemer, der ofte ses ved produkter og produktudviklinger, er, at en godkendt kravspecifikation ikke står til at ændre. Også selv om den senere hen ikke giver mening, eller viser sig at være baseret på fejlagtige antagelser eller beregninger. Problemet bunder ofte i ufleksible fortolkninger af fx design freeze, interne beslutningsprocesser eller kommunikationsveje, der ikke er understøttende for innovation. Det kan være vanskeligt at ændre strukturerne i en virksomhedskultur. Men man kan i stedet anvende en mere pragmatisk og anvendelsesorienteret tilgang til kravspecifikationer, hvor man fra starten indbygger en vis fleksibilitet i de enkelte specifikationer. Dette er ikke simpelt, og det løser heller ikke alle problemer, men det er en måde at reducere mængden af potentielle problemer i både udviklings- og produktionsfaserne. Der er naturligvis flere overvejelser, man med fordel kan gøre sig, afhængig af firmapolitikker, produkter og fremstillingsteknologier. Derfor skal de fem overvejelser herunder ikke ses som en færdig liste, men som et godt sted at starte. 1. Krav til råvarens beskaffenhed Når man spørger en virksomhed om, hvad det er for en råvare, de anvender, er standardsvaret handelsnavnet og eventuelt leverandøren på råvaren. Hvad det reelt er for et materiale, fortaber sig hurtigt ud i det uvisse, og allerede her har man åbnet op for problemerne. Hvad er det, der er vigtigt ved materialet for den pågældende anvendelse? Er det smeltepunkt, renhed, toksikologisk profil eller noget helt andet? Man er nødt til at vide, hvorfor man bruger den pågældende råvare fremfor en anden. Hvad er det for egenskaber ved råvaren, der gør den anvendelig og omvendt: Hvilke egenskaber ville gøre materialet uanvendeligt? Materialespecifikationen skal således afspejle kravene til materialeegenskaber - ikke navnet på den billigste handelsvare, der opfylder materialekravet ved kravspecifikationens udfærdigelse. Skal man specificere råvarens farve eller farven på det fær- dige produkt? Og hvor stor en tolerance skal der være på afvigelser fra den specificerede farve? Man kan måle variationer i farver, som ikke kan ses med det menneskelige øje. 12 Plast Panorama | | nr. 1 - 2018

Side 13

Kravspecifikation Brandtest af plast. Er det vigtigt, at man bruger en specifik type/mængde af brandhæmmer eller er der helt eller delvis frit valg, så længe det færdige produkt overholder kravet til brandhæmningen? 2. CAS-nummer og renhed Mange virksomheder specificerer i en kravspecifikation, at der skal anvendes x procent af Handelsnavn A, y pocent af handelsnavn B og så fremdeles. Nogle virksomheder har en backup, så hvis råvaren med handelsnavn A ikke kan skaffes, så bruger man råvaren med handelsnavn C. Fremgangsmåden giver anledning til to problemer: Man er låst fast på en specifik leverandør og dennes priser og leveringsbetingelser. Opstår der forsyningsproblemer eller leverandøren ændrer på råvaren, er man låst fast. Ved at have valideret alternative råvarer kan man minimere dette problem, men det fjerner ikke problemets årsag. Materialespecifikationen på råvaren kan ofte koges ned til et CAS-nummer og en renhed. Er der tale om råvarer, hvor der kan være store forskelle inden for samme materiale, skal der tilføjes krav til materialet. Dette ser man blandt andet inden for polymerer, hvor man kan have forskellige molekylvægte, substitutionsgrader, additiver og andet. Disse oplysninger tilføjes efter behov, men man starter med CASnummer og renhed. Der kan være råvarer, hvor der kun er den ene leverandør. Dette gælder blandt andet visse unikke polymerer eller compounds. Også her starter man med CAS-nummeret og renheden. Der kan dukke nye leverandører op, og man kan risikere, at producenten af en given råvare laver om på produktet (og glemmer at oplyse kunden om det). Derfor er man som virksomhed nødt til at være helt skarp på materialesammensætning og renhed. 3. Implicitte og eksplicitte materialeegenskaber De færreste virksomheder tænker nærmere over forskellen på implicitte og eksplicitte materialeegenskaber. De er udmærket klar over, at den samme råvare fra to forskellige leverandører ikke nødvendigvis opfører sig helt ens i pro- duktionen, hvilket er en af årsagerne til, at man gerne validerer flere råvarer til produktionen. Det associeres dog ofte ikke med implicitte materialeegenskaber. De eksplicitte materialeegenskaber er dem, der står på databladet og analysecertifikatet. En del af disse oplysninger er ofte gode at have, men en del af dem har ikke den værdi, som virksomhederne tillægger dem. To materialer kan sagtens have samme trækstyrke under betingelserne for den standard, de er testet efter, mens de ved brugstemperaturen har så forskellige trækstyrker, at det kun er det ene materiale, der er anvendeligt. De implicitte materialeegenskaber er det, der følger med. Hvis man køber råvare A, så ved man, at indholdet af fx antioxidant/konserveringsmiddel, antiklumpningsmiddel og andre mere eller mindre hemmelige ingredienser har en given beskaffenhed. Køber man i stedet råvare B, er det ikke sikkert, at additiverne er helt det samme. Så selv om råvare A og B på papiret er ens, behøver de ikke at være det. For visse procesbetingelser vil virksomheden måske aldrig opdage forskellen, mens der for andre vil være en verden til forskel. Forskellen på de implicitte og eksplicitte materialeegenskaber bliver gerne meget tydelig for virksomhederne, når den råvare, de i årevis har brugt uden Plast Panorama | | nr. 1 - 2018 13

    ...