n DMTS landsmøde 2017 Hvad synes du om landsmødet i år? Tekst: Naia Bang/Texthuset Fotos: Henrik Olsen/Haslefoto.dk Carsten Riis, medicoingeniør, Region Midtjylland: - Jeg har været med til landsmødet cirka syv gange, og det er spændende, at det er flyttet til Vingsted det skal man lige vænne sig til. Nogle ting var gode i Brædstrup - der var hygge og intimitet, og pladsmanglen var faktisk også en charme - altså hvis man ikke var udstiller og havde fået en skodplads ude på gangene. Det nye sted, Vingsted, giver ny dynamik - ikke mindst i industriudstillingen. Foredragene er gode, og det er erfagrupperne også. Jeg er kommet med i en af de nye, Medico-IT, hvor vi blandt andet har talt meget om sikkerhedsrisici i forhold til medicinsk udstyr. Rasmus Jensen, medicoingeniør i Medicoteknik, Region Syd: - Jeg har været med før og synes, det er fint, vi er flyttet til Vingsted. Værelserne er bedre, og udstillerne har langt bedre forhold. Foredragene er meget interessante - både emnerne og oplægsholderne er gode. Programmet er dog lidt presset - jeg kunne godt bruge lidt mere tid i industriudstillingen. Marianne Abildgaard Kisbye, klinisk medicotekniker, CIMT Rigshospitalet: - Jeg har været med mange gange og synes, det er fint, vi er flyttet til Vingsted. Her er pænt, mindre nedslidt, og rammerne er også mere optimale. Maden er lækker, og jeg kan godt lide, at de gør noget ud af at lave små mellemmåltider, der kan holde os kørende. Hvad angår foredragene er nogle bedre end andre - sådan er det jo. Men jeg synes, at et par af foredragene måske ikke er så relevante for os medicoteknikere. Til gengæld er industriudstillingen alletiders, og det er godt at komme til at få sat ansigt på vores leverandører og få talt med dem. Anne-Marie Kanne, medicotekniker, CIMT Medico, Herlev Hospital: - Det er fjerde gang, jeg er med, og det er dejligt at opleve en industriudstilling med masser af plads. Generelt er de fysiske rammer fine - værelserne er måske ikke noget særligt, men man skal jo også bare sove. Underholdningen tirsdag aften med Freddy Meyer var god - jeg tror, jeg grinede en time! - Generelt er det sjovt og hyggeligt at være med, og jeg er helt fyldt op med indtryk. Min eneste anke er lyden i foredragssalen - den er ikke særlig god. 18 Medicoteknik | nr. 6 | November 2017
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Medicoteknik her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her