n HISTORISK KEMI efterfølgende forsøges holdt i live i for eksempel 6-8 uger. I det tidsrum vil de måske forstyrrende bugspytproduce- rende celler gå til grunde efterladende de ”ukendte” celler intakte. Herefter vil han forsøge at isolere en virksom ekstrakt fra kirtlen, som efterfølgende skal afprøves på hunde, hvor diabetes er fremprovoke- ret ved at fjerne deres bugspytkirtel. Han bliver straks ”fyr og flamme”, og tager nu telefonisk kontakt til den højt respek- terede skotske professor i fysiologi, John Macleod med ekspertise i kulhydratstof- skiftet, og ansat på Torontos universitet. Professoren lyder ikke umiddelbart interesseret, men et møde bliver aftalt den 8. november 1920. Mødet med Macleod Banting er ikke særligt veltalende, da han på Macleods kontor fremlægger sin idé for ”den store mand”, og får straks et ubehageligt indtryk af professoren, som han finder, er både hoven og nedladende. I en belærende tone fortæller Macleod den unge uerfarne læge, at det stadig er tvivlsomt, om bugspytkirtlen i det hele taget har intern sekretion, dvs. om der er tale om et ukendt stof med virkning på kulhydratstofskiftet, og han nævner de mange fejlslagne forsøg på at isolere stoffet, som formentlig ødelægges af enzymer i bugspyttet. Mens Banting taler, opdager han med stor undren, at Macleod er optaget af an- dre ting, som ligger på hans skrivebord - manden er tydeligvis ikke interesseret i Bantings projekt. En nu meget vred og pludselig veltalende Banting understre- ger endnu engang, at hans idé jo netop går ud på at undgå en sådan ødelæggelse. På dette tidspunkt finder Banting det omsonst at fortsætte samtalen. Han pakker derfor sine papirer sammen og vil gå, men nu bliver Macleod lidt mere venlig, og medgiver, at det måske, på baggrund af Barrons artikel, kan være værd at forsøge det, som Banting netop har foreslået. Macleod lover nu Banting plads på universitetet i sommerferien 1921, en halv snes forsøgshunde og en assisterende medhjælp, og han vil også demonstrere, hvilken operationsteknik der skal anvendes, dels ved afsnøringen af bugspytkirtlen, dels ved den efterfølgende bortoperering af kirtlen på andre etherbe- døvede hunde, hvilket Banting siger ja til. Det store arbejde med at isolere insulin fra bugspytkirtler Arbejdet begynder den 17. maj 1921 med den unge lægestuderende Charles Best som assistent og i et af Macleod anvist snavset, udslidt lokale. Ingen af dem får løn. Samme dag demonstrerer Macleod, hvordan en bugspytkirtel kan fjernes ubeskadiget fra en etherbedøvet hund, og hvordan en bugspytkirtel kan afsnøres hos en anden hund. Dagen efter er det Bantings tur, som efter nogle uheld hur- tigt mestrer teknikken. Best skal stå for det kemiske analysearbejde, men også hjælpe til med operationerne og ekstrak- tafprøvningerne. I juni meddeler Ma cleod, at han rejser hjem til Skotland på sommerferie med tilbagekomst i septem- ber, dvs. Banting og Best er nu helt alene om arbejdet. Den 30. juli 1921 udfører de det første lovende forsøg på en suk- kersyg hund, hvis forhøjede blodsukker bringes midlertidigt ned af en ekstrakt. Forskerholdet udvides i december 1921 med den canadiske biokemiker James Collip (1892-1965). Den første officielle fremlæggelse finder sted den 30. decem- ber 1921. Det første (vellykkede) forsøg på et sukkersygt menneske gennemføres den 11. januar 1922. Den første viden- skabelige artikel forfattet af Banting og Best udkommer i februar 1922. Den 25. oktober 1923 kommer en meddelelse fra Stockholm om, at No- belprisen i Fysiologi eller Medicin er gået til Banting og Macleod. Banting overmandes af et sandt raseri, da det går op for ham, at det ikke er Best, han skal dele prisen med, og han udtaler blandt andet: ”Har Macleod nogensinde udført et eneste laboratorieforsøg med relevans for udvindingen og fremstillingen af insulin?”. Det lykkedes altså Banting og Best hurtigt at fremstille virksomt insu- lin, men kun efter en masse genvordig- heder og kampe, især mellem Macleod og Banting. Tiden efter Nobelprisen Best var hele livet skuffet over ikke at få Nobelprisen i 1923. Som et plaster på såret gav Banting ham halvdelen af det medfølgende store pengebeløb, og Macleod gav Collip halvdelen af sine prispenge. I 1928 forlod Macleod Toron tos universitet som en skuffet mand, hvorefter Best ironisk nok overtog hans professorat, som han i årene fremover varetog med stor succes, og hvor han videreførte sin diabetesforskning. Best døde i 1978 af en blodprop. Banting kastede sig over kræftforsk- ning og silikoseforskning, men dog uden at opnå et gennembrud her. I 1934 blev han adlet af den engelske konge, og kun- ne nu kalde sig ”Sir”. I den anledning var han dog, som sædvanligt, helt nede på jorden og udtalte: ”Next person who calls me ”Sir” will get his ass kicked”. Den 20. februar 1941 omkom Banting i en flyulykke på vej til England, kun 49 år gammel. Insulin før og nu Banting og Best blev hurtigt klar over, at insulin ikke kan helbrede diabetes, men holde sygdommen i skak, og at det skal gives ved injektion og ikke i tabletform, da mave-tarm-kanalens enzymer ødelæg- ger det. Først mange år senere blev man klar over detaljerne bag glucoses opta- gelse i kroppens celler, som populært sagt bliver ”åbnet” for adgang af brændstoffet glucose fra blodbanen, når insulin er til stede. Mangler der insulin, kan glucose ikke optages i cellerne med diabetes til følge. I mange år efter 1923 fortsatte man med at udvinde insulin fra okse- og svine- bugspytkirtler, insulinet herfra er næsten identisk med human insulin. I midten af 1950’erne blev den primære struktur hos insulin fra okser bestemt, dvs. den korrekte rækkefølge af hormonets aminosyrer. Senere viste okseinsulin sig kun at afvige fra human insulin på tre aminosyrer. I 1969 blev insulinmolekylets sekundære struktur (dets rumlige struktur) bestemt rønt- genkrystallografisk af den engelske biokemiker Dorothy Crowfoot Hodgkin (1910-1994). Omkring 1980 kunne det første humane insulin fremstilles ved hjælp af bakterien E.coli og senere fra alminde- lig bagegær, Saccharomyces cerevisiae ved anvendelse af rekombinant DNA- teknologi (”gensplejsning”). Man kunne nu fremstille store mængder insulin på kort tid, og man var ikke længere afhængig af tonsvis af bugspytkirt- ler fra okser og svin. Verdens største producent af insulin er i dag den danske medicinalvirksomhed Novo Nordisk A/S, som anvender gærmetoden, der har nogle vigtige fordele sammenlignet med bakteriemetoden. E-mail: Preben Hartmann-Petersen: php.ahorn@gmail.com Human insulin består af i alt 51 aminosyrer anbragt i to kæder, A og B, indeholdende henholdsvis 21 og 30 aminosyrer (figur 1, side 16). Kæder- ne er forbundet med to disulfidbroer (svovlbroer). Den ene af disse broer forbinder cysteinrest nr. 7 i begge kæder, mens den anden forbinder cysteinrest nr. 20 i A-kæden og nr. 19 i B-kæden. A-kæden indeholder tillige sin egen svovlbro mellem cysteinresterne nr. 6 og 11. Insulins molarmasse er 5.808 g/mol (5.808 Da) og molekylformlen er C 257 H 383 N 65 O 77 S 6 . 18 Dansk Kemi, 102, nr. 3, 2021 -
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her