n DEBATINDLÆG Undskyld, men må kemi ikke godt være sjovt? På lederpladsen i dette magasin bliver der ganske ofte udtrykt bekymring for kemiens status i samfundet. Bekymring for kemiens plads i undervisningssystemerne og ikke mindst bekymring for de unges svigtende interesse for naturvidenskab. Også i andre medier kommer disse bekymringer til udtryk. Således kom prorektor på Aarhus Universitet Berit Eika i Jyllands Posten den 15. juni med et opråb om, at vi skal fange de unges interesse for de naturvidenskabelige fag på et meget tidligt tidspunkt i deres liv. Hun fremhæver, at det i denne sammenhæng ikke er nok at tale til hjernen - man bliver nødt til også at tale til hjertet, hvis man skal have fat de unge. Intet kunne være mere rigtigt. Desværre gives der i debatindlægget ikke nogle anvisninger på, hvordan man taler til de unges hjerte. Jeg er også bange for, at hun ikke rigtig har politikerne med sig i dette synspunkt. Ser man på uddannelsesstedernes hjemmesider, forsøger man over en kam at appellere til unge menneskers ønske om prestige og personlig anerkendelse. Substansen i de forskellige naturvidenskabelige fag synes mindre vigtig. Man lokker med, at den studerende kan komme til at gøre en betydelig forskel i samfundet, enten ved eksempelvis at redde verden fra miljøkatastrofer eller ved at opfinde revolutionerende lægemidler. Politikerne må mere eller mindre nødtvungent anerkende nødvendigheden af kemisk viden på allerhøjeste niveau, hvis ikke vi skal sakke agterud i både den tekniske og lægemiddelfaglige udvikling. Det står alle kemikere lysende klart, at opfattelsen af kemi hos den almindelige forbruger i vid udstrækning er negativ, og at denne holdning ofte hjælpes godt på vej af journalister. ” Man kan frygte, at dette, det mest sanselige af de naturvidenskabelige fag, går hen og bliver et knastørt fag. Blot at ”læse kemi” er lige så absurd som at ”læse til kok” Det synes som om, at det eneste der kan retfærdiggøre en interesse for kemi i vore dage, er ønsket om at bruge den kemiske viden til noget absolut samfundsnyttigt. Men er det så det, der taler til unge menneskers hjerte? Utvivlsomt i nogle tilfælde. Uvist af hvilken grund talte kemi til mit hjerte - nærmest fra før jeg kunne læse. Straks legetøjskatalogerne udkom op til jul - og vi taler her om de tidlige 60’ere - blev jeg draget af de farvestrålende æsker, hvor en lille vandkæmmet dreng sidder og kigger på kolber og reagensglas med farvede væsker i. Et af disse såkaldte kemisæt stod øverst på min ønskeseddel. Om der allerede dengang herskede en lille smule kemiforskrækkelse hos forældre, ved jeg ikke - men der kom i hvert fald ikke til at ligge kemisæt under juletræet hjemme hos mig. Min interesse for kemi blev imidlertid så eftertrykkeligt vakt til live igen, da faget ”naturlære” kom på skoleskemaet i 5-6. klasse. Nogle spektakulære forsøg gjorde udslaget. Jeg sprang kemisættene over, og gik direkte til at etablere et kemilaboratorium i kælderen og indkøbte professionelt udstyr og kemikalier hos ”H. Struers Chemiske laboratorium”, hvor man kunne komme ganske langt på et almindeligt lommepengebudget. En veritabel eventyrrejse ind i kemiens verden lå foran mig. Nysgerrigheden, og det at kunne arbejde på egen hånd, var dybt fascinerende. Og der var dengang gode hobbybøger om kemi. Paul Bergsøes ”Kemi på en anden måde” solgte i over 25.000 eksemplarer alene her i landet. På egen hånd kunne man få indblik i, hvordan hverdagens kemi hang sammen. Lige i den alder, hvor man vil have svar på alt. Jeg mindes knap nok større glæder i livet. Og disse glæder står endog endnu tydeligere her på mine ældre dage, hvor en sådan opdagelsesrejse ikke synes at være nutidens unge forundt. Jeg havde på den tid ikke den vageste forestilling om at skulle gøre en forskel, endsige redde verden på nogen som helst måde. Kemi var dybt fascinerende i sig selv. Alle disse mærkelige substanser og deres forvandlinger. Hvad behøver man mere? I dag er samfundet gennemsyret (undskyld udtrykket) af kemiforskrækkelse, hvilket også har præget undervisningen i faget. Skoleelever må nærmest ikke komme i berøring med selv harmløse kemikalier. Man kan frygte at dette, det mest sanselige af de naturvidenskabelige fag, går hen og bliver et knastørt fag. Blot at ”læse kemi” er lige så absurd som at ”læse til kok”. Du må selv have fingrene i suppen (okay, kokken skal nok helst have fingrene op af suppen.) Og dog ønsker mange, at kemiske 10 dansk kemi, 98, nr. 9, 2017
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Dansk Kemi her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her