DBI’S NYE TILBYGNING giver mange nye muligheder Nye brandtestfaciliteter, flere kontorpladser og nye kursusfaciliteter. Det er det, der skal stå klar hos DBI i Hvidovre den 1. maj 2020. Alt sammen for at kunne møde kundernes behov endnu bedre. Første spadestik blev taget i juni. Nu er fundamentet på plads, snart leveres den nye, store brandtestovn, og lige om lidt går opførelsen af den nye facadetesthal i gang. Derefter går turen til de nye kursusfaciliteter og de ekstra kontorpladser. - Vi forventer at kunne tage facadetesthallen og den nye ovn i brug til januar. Dermed kan vi både tilbyde facadetests og generelt understøtte byggevareproducenterne endnu bedre i deres produktudvikling. Desuden giver de nye faciliteter nye muligheder inden for vores forsknings- og udviklingsarbejde, siger Jesper Ditlev, adm. direktør i DBI. NYE BRANDTESTMULIGHEDER Den nye ovn kommer fra Tyrkiet, hvor der køres pretests af den i september. Derefter bliver den skilt ad, sendt til Danmark og bygget op hos DBI. Indkøringen af ovnen sker i december, hvorpå den meget gerne skulle være klar til brug i januar. Og ovnen er ikke kun stor, men også kraftig. - Vores to eksisterende ovne har en maksimal effekt på 5 megawatt, mens den nye kommer til at have 10 megawatt. Så du kan sammenligne det med en bil, som pludselig har dobbelt så stor en motor, siger Anders Drustrup, der er ingeniør i brandtestafdelingen. Den øgede kraft betyder bl.a., at den nye ovn ikke blot kan køre standard-brandkurve (834), men også hydrocarbonbrandkurve, som simulerer oliebrand, der f.eks. kan finde sted på en boreplatform. Det gør den også egnet til brandtest af skibskonstruktioner. - Desuden giver ovnens størrelse nye muligheder i forhold til branddøre. Hvor vi hidtil har været nødt til at foretage to tests for at teste begge sider af en dobbeltdør, kommer vi nu til at kunne teste begge sider ved en og samme test. Det bliver bl.a. en fordel i forbindelse med den større efterspørgsel på test af døre, som vi forventer i kølvandet på de nye krav om CE-mærkning af branddøre, siger Anders Drustrup. 4
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her