Også enlige er overrepræsenteret i dødsbrandstatistikken. UDSATTE BORGERE omkommer oftere i brand Ældre, handicappede og misbrugere er særligt udsatte i forhold til brand. Det viser analyser fra Beredskabsstyrelsen. Projekter og kampagner skal dæmme op for problemet, men det er en svær opgave at løse. Den største faktor, der påvirker risikoen for at omkomme i en brand, er ikke, om man har pejs eller gamle elinstallationer i sin bolig. Det er derimod, om man er en udsat eller sårbar borger. For brand – og især dødsbrand – er en social hændelse. Det viser Beredskabsstyrelsens analyse ‘Dødsbrande i Danmark’, der udkom i 2018. Baseret på alle dødsbrande i Danmark i perioden 2008-2017 viser analysen, at nedsat fysisk funktionsniveau øger risikoen betydeligt for at omkomme ved brand. Samtidig indikerer analysen, at andre personlige forhold som nedsatte kognitive evner, psykisk sygdom eller misbrug af alkohol også øger risikoen. VANSKELIGT AT LØSE Pointen underbygges af flere statistikker i undersøgelsen. 45% af de utilsigtede dødsbrande opstod i private boliger med tilknyttet pleje, i døgninstitutioner eller på plejehjem. 75% af de omkomne boede alene. 38% af de omkomne blev fundet i et siddemøbel, seng eller kørestol – af dem havde kun to ikke noget registreret handicap eller misbrug. Konklusionen på analysen er derfor, at udsatte eller sårbare borgere er overrepræsenterede i dødsbrandstatistikken. Og det er et vanskeligt problem at løse. I 2014 lancerede Beredskabsstyrelsen i samarbejde med KL, TrygFonden og Danske Beredskaber kampagnen ’Brandsikker Bolig’, der specifikt retter sig mod de sårbare og udsatte borgere. - Udfordringen er, at brandvæsenet ikke kan målrette det forebyggende arbejde præcist, mens ældreplejen og andre sociale services ikke har den nødvendige brandfaglighed. Brandsikker Bolig kombinerer brandfaglighed og kendskab til sårbare grupper, siger Mads Dalgaard, der er chefsergent og kampagnemedarbejder i Center for Kommune og Borger i Beredskabsstyrelsen. 26
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her