Danske virksomheder har adgang til TESTFACILITETER FOR 2 MIA. KR. Antallet af virksomheder, der investerer i forskning og udvikling, er faldende. Den udvikling skal stoppes. Men hvilke testfaciliteter findes der egentlig, som virksomhederne kan benytte i deres forsknings- og udviklingsarbejde? Det vil GTS-nettet gerne hjælpe med at svare på. Der skal satses på teknisk forskning og investeres i testfaciliteter, hvor virksomheder kan teste nye produkter, før de sendes på markedet. Det mener Socialdemokratiet. Men for at afdække, hvilke faciliteter og kompetencer der mangler, og samtidig sikre, at der ikke opbygges dobbeltkompetencer, er første skridt måske at kortlægge, hvilke testfaciliteter der allerede findes. F.eks. råder Danmarks syv GTS-institutter til sammen over testfaciliteter for mere end 2 mia. kr., som de stiller til rådighed for danske virksomheders forsknings- og udviklingsarbejde. Som et bidrag til at skabe overblik over testfaciliteterne i Danmark lancerede GTS-nettet derfor tidligere på året en ny hjemmeside www.teknologiskinfrastruktur. dk, som samler beskrivelser af testfaciliteter og laboratorier opbygget på GTS-institutterne. På nuværende tidspunkt indeholder hjemmesiden beskrivelser af mere end 100 testfaciliteter. - Ved at samle alle gode kræfter fra innovationssystemet som f.eks. GTS-institutter og universiteter i de nye teknologiplatforme kan vi sikre, at virksomhederne har adgang til de rette testfaciliteter kombineret med forskningsbaseret viden og teknologiske specialistkompetencer, der bringer virksomheder hele vejen frem til markedet, udtaler direktør for GTS-nettet, Ragnar Heldt Nielsen, og fortsætter: - Hjemmesiden er første brik i et puslespil, der skal afdække, hvor viden og faciliteter allerede findes i Danmark. DBI’S TESTFACILITETER Ud over DBI udgøres landets GTS-institutter af Teknologisk Institut, FORCE Technology, Alexandra Instituttet, Bioneer, DFM og DHI, som alle repræsenterer meget forskellige teknologiske områder. Da DBI’s kernekompetencer ligger inden for brand og sikring, kan man på hjemmesiden bl.a. finde beskrivelser af DBI’s gaslaboratorium, materialelaboratorium og komponentlaboratorium. Laboratorierne indeholder en række brandtestfaciliteter, som dels bruges til klassifikation og certificering af produkter efter diverse standarder, og dels benyttes til udviklingstests, som gør produktudviklingen hurtigere og billigere. DBI har desuden lige investeret i en ny, ekstrastor og kraftig ovn, som bliver taget i brug senere på året i forbindelse med en større om- og udbygning hos DBI. Den nye ovn giver mulighed for at teste facadesystemer i fuld skala og vil være at finde på både www.brandogsikring.dk og www.teknologiskinfrastruktur.dk, så snart den er i brug. n 22
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her