Brand & Sikring Brandsikring og tyverisikring er to sikringsformål, der ofte modarbejder hinanden. Sådan sikrer du mod både brand og tyveri Det kan være en udfordring at sikre en bygning mod både brand og indbrud. Sikringskonsulent anbefaler, at man prioriterer begge former for sikring, alt efter om der er mennesker i bygningen eller ej. Brandsikring og tyverisikring er to sikringsformål, der desværre ofte modarbejder hinanden. Når vi taler beboelse, handler brandsikkerhed nemlig for det meste om at få folk ud af bygningen, mens tyverisikring i stedet drejer sig om, at tyven ikke må komme ind, fortæller Maiken Skriver Poulsen, der er sikringskonsulent hos DBI. - Hvis det brænder, skal folk kunne komme ud uden at skulle tænke over låse, nøgler og koder. Hvis tyven er kommet ind, vil vi på den anden side heller ikke have, at han nemt kan slentre ud af hoveddøren med alle vores ejendele, så det er ikke let både at sikre sin bolig mod brand og tyveri. Med god overvejelse og klare valg kan begge dele dog faktisk godt lade sig gøre, siger Maiken Skriver Poulsen. Hun har arbejdet med sikring i en årrække, bl.a. som ejer af en vagt- og alarminstallationsforret- ning og før det som konsulent hos Forsikring & Pension, hvor hun havde ansvar for deres sikringspolitiske interessevaretagelse. Er der nogen i huset eller ej? Et af tidens almindelige indbrudsråd er, at man skal have en lås på sin dør, der ikke kan åbnes indefra uden en nøgle. Det anbefales altså, at man går væk fra låse med vrider, da en tyv ellers nemt selv vil kunne låse sig ud med alle tyvekosterne. Hvis en lås kræver nøgle – også selvom den sidder i låsen – kan den imidlertid sinke eller stresse beboerne, hvis de skal skynde sig ud pga. brand. Derfor anbefaler Maiken Skriver Poulsen, at man altid ser på tyverisikring ud fra to scenarier: I det ene scenarie er der folk i huset, som f.eks. ligger og sover, og i det andet scenarie er hele familien taget af sted. - Står huset tomt, er der ingen grund til, at der sidder en nøgle i cylinderen på indersiden. Hvis der alligevel ikke er nogen hjemme, skal det være så svært som muligt for tyven at tømme hytten. Er der derimod mennesker i huset, anbefaler vi, at man lader nøglen sidde i cylinderen på indersiden og samtidig supplerer med en alarm, siger Maiken Skriver Poulsen og henviser i den forbindelse til en tyverialarm med bevægelsescensor eller videoovervågning med alarm. Der kan være en smule at spare på forsikringen, hvis huset har installeret alarm. I de fleste forsikringsselskaber er der forskellige grader af besparelser alt efter, om alarmen bare hyler, om der ringes op til en given person, eller om der er tilknyttet et vagtselskab. Sikringskonsulenten tilføjer, at forsikringsselskaberne i deres dækning ikke skelner mellem, om døren har vrider, eller der skal bruges nøgle, og om nøglen er synlig udefra. 22
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her