Brand & Sikring FOND giver uddannelse og nye muligheder Med støtte fra en uddannelsesfond gennemførte Kim Christiansen og Steffen Jeppesen DBI’s uddannelse til Eksamineret Sikringsleder. Uddannelsen gør dem dygtigere til deres daglige arbejde og er desuden et skridt i den rigtige karriereretning. E n medarbejder stikker hovedet ind på chefens kontor på en helt almindelig tirsdag. ”Har du 100.000 kr., som jeg kan bruge på efteruddannelse? Og kan du ikke også dække mine lønomkostninger de dage, jeg er på uddannelse?” De fleste kan nok se chefens ansigtstryk for sig efter spørgsmål af den art. Og det er næppe et glædesudbrud, der følger efter. Præcis derfor har mange fag- og arbejdsgiverforeninger i samarbejde oprettet uddannelsesfonde, der dækker udgifterne i forbindelse med efteruddannelse. For elektrikere hedder den fond Elbranchens Kompetenceudviklingsfond, og fordi de to elektrikere Steffen Jeppesen og Kim Christiansen er med i overenskomsten mellem TEKNIQ og Dansk El-Forbund, kunne de få støtte af fonden til at gennemføre DBI’s uddannelse til Eksamineret Sikringsleder. - Jeg overvejede at tage uddannelsen i et godt stykke tid, for den er en god måde at tage et skridt op ad karrierestigen på i retning af leder- eller chefstillinger, siger Steffen Jeppesen fra Fredericia. Karrieren var også central for Kim Christiansen fra Snekkersten, da han valgte uddannelsen fra DBI. - Jeg arbejder hen imod en stilling som driftsleder, og der er uddannelsen som eksamineret sikringsleder et stort skridt på vejen, siger han. Mange penge og aha-oplevelser Fonden dækkede omkostningerne til selve kurset og ydede også lønkompensation for de dage, de to var på kursus og havde fri fra arbejde. På uddannelsen blev de to elektrikere undervist og eksamineret i en lang række sikkerhedstekniske emner – bl.a. lovgivning, sikkerhedsorganisering, ledelse og risikostyring. - Det er en bred uddannelse med flere aha-oplevelser undervejs. Man kommer omkring mange områder, lige fra brand og forsikring til værditransport og dataopbevaring. Derfor skal man være motiveret for at følge med og være sikker på, man har tid og overskud til at tage uddannelsen, siger Kim Christiansen. Ny viden og nye karrieremuligheder De nye kompetencer giver de to elektrikere et godt grundlag for at tage nye skridt i deres karriere. - Uddannelsen åbner mange døre. Den giver papir på en række kvalifikationer, som en projektleder eller sikkerhedskoordinator i kommuner eller virksomheder skal have. Men jeg bruger den også i mit daglige arbejde som sikringstekniker – f.eks. når en kunde skal have videoovervågning. Med min nye viden om lovgivningen er jeg nu bedre til at rådgive om, hvor og hvordan man må overvåge. Det er noget, kunderne sætter stor pris på, fortæller Steffen Jeppesen. - Uddannelsen giver mine karrieremuligheder et løft. Drømmen li ge nu er en stilling som f.eks. risikokoordinator eller beredskabsrådgiver, og sådan en stilling inkluderer ofte krav om netop denne uddannelse, siger Kim Christiansen. Uden fondens støtte havde de to elektrikere ikke fået den viden og de muligheder. - Jeg kan ikke hive udgifterne til sådan en uddannelse ud af min økonomi. Så uden støtte var det ikke blevet til noget, fastslår Steffen Jeppesen. - Det havde simpelthen ikke kunnet lade sig gøre uden uddannelsesfonden, understreger Kim Christiansen. Uddannelsesfonde TEKNIQ – installationsbranchens arbejdsgiverorganisation – betaler ind til Elbranchens Kompetenceudviklingsfond sammen med virksomheder, der har tiltrædelsesaftale med Dansk El-Forbund. Fonden er en del af overenskomsten fra 2007 og yder støtte til efteruddannelse af elektrikere, der er omfattet af overenskomsten mellem TEKNIQ og Dansk El-Forbund. De fleste overenskomster mellem medlemmer af Dansk Arbejdsgiverforening og medlemmer af LO indeholder fonde, der ud fra lignende parametre støtter relevant efteruddannelse. • 22
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her