Brand & Sikring » Objektivt set kunne vi sagtens opføre f.eks. seks-etages boligejendomme med bærende konstruktioner i træ og få fordelene ved træbyggeri. Anders B. Vestergaard, DBI træbyggeri, siger Anders B. Vestergaard og fortsætter: - Når det ikke sker, skyldes det langt hen ad vejen tradition. Træ gled ud af dansk byggetradition, da stål og beton tog over. I dag er træ ved at vinde indpas igen; ofte i form af industrielt fremstillede træmoduler, der blot skal samles på byggepladsen. Men altså kun op til og med fire etager. Højdegrænsen stammer fra Eksempelsamlingen om brandsikring af byggeri, som er en vejledning til opfyldelse af brandkrav i Bygningsreglementet. Heri bliver kravet til de bærende konstruktioners bæreevne ved brand større, når bygningen er på over fire etager. Desuden skal de bærende konstruktioner over fire etager bestå af ubrandbare materialer. - Eksempelsamlingen bliver ofte misforstået som et forbud mod træbygninger på mere end fire etager. Men det er faktisk ikke tilfældet, fordi vi har funktionsbaserede brandkrav i Danmark. Hvis man kan dokumentere, at en seks-etages træbygning lever op til Bygningsreglementets brandkrav, så er der grønt lys, siger Anders B. Vestergaard. Brug for nye løsninger I praksis er det lidt vanskeligere, fordi byggeriet gerne vil kunne vælge standardkonstruktioner, der på forhånd er brandklassificerede og dermed accepteret af myndighederne. Derfor ser Anders B. Vestergaard et behov for at udvikle og dokumentere sådanne løsninger. - Hvis vi fortsætter med at følge Eksempelsamlingen, bliver vi bare ved med at gøre, som vi plejer. Skal vi derimod tænke nyt, skal vi blive bedre til at udnytte de funktionsbaserede brandkrav, siger han og tilføjer: - Brandteknisk er det næppe en stor udfordring at bygge seks etager med træ. Grænsen på de fire etager blev i sin tid valgt som et kompromis og ikke pga. undersøgelser og fakta. Jeg er overbevist om, at vi kan nå frem til sikre løsninger med træ til seks-etages bygninger. Det skyldes bl.a., at træ er væsentligt mere brandsikkert, end mange måske forestiller sig. F.eks. forkuller massivt træ på overfladen ved brand, og det beskytter træets indre, så bæreevnen er intakt længere. Derfor er det muligt at udvikle nye, kombinerede konstruktioner, hvor selve trædelen bevarer sin bæreevne i 60 min. eller mere. Hvis man derudover beskytter konstruktionen med et brandbeskyttelsessystem, som i de første 60 min. af branden forhindrer, at træet antænder og bidrager til branden, kan det sikre, at bæreevnen er intakt i mindst de 120 min., som foreskrives for høje bygninger. Brandbeskyttelsessystemet kan f.eks. være dobbelte brandgipsplader. - Vejen til træbyggeri i mere end fire etager behøver således ikke at være lang. Det drejer sig om at gøre sig klart hvilke brandtekniske udfordringer, man står overfor, og så acceptere, at der skal tænkes i løsninger, der ikke er beskrevet i Eksempelsamlingen. Her skal der tilvejebringes den fornødne dokumentation, og det kunne sagtens inkludere brandtests i et eller andet omfang, udtaler Anders B. Vestergård og tilføjer, at træbyggeri i højden selvfølgelig skal have samme sikkerhedsniveau i tilfælde af brand, som var det en betonbygning. • 9
Download PDF fil
Se arkivet med udgivelser af Brand & Sikring her