PRODUKTIONSUDSTYR Alt dét der fuldender montagen Matech Systems er kommet fint på plads i sit nye kontor i Billunds industrikvarter. Virksomheden har opbygget et program af alle de produkter til lodning og montage, der fuldender linjerne hos elektronik- og tavleproducenter Af Rolf Sylvester-Hvid Billund-virksomheden Matech Systems har stillet og roligt fået etableret sin position som leverandør af en række værktøjer, komponenter og maskiner, der placerer sig i de mere afsluttende ender af elektronikmontagen eller tavlebygningen. Selv om mange af disse løsninger måske ikke tiltrækker sig den samme opmærksomhed som høje cph-rater (components-per-hour) eller evnen til at håndtere mikroskopiske komponenter som pickand-place-maskinerne, så har produkterne til slutmontage og reparation alligevel stor betydning – ikke mindst set med danske øjne: - Der ligger meget håndværk i boxbuilding, reparation og service. Kan man levere komponenter eller udstyr, der trækker tid ud af denne slags montage- eller reparationsopgaver, så får det stor betydning for danske virksomheders bundlinjer. Og selv om de store, fuldautomatiske maskiner fra Komax er tiltænkt volumenproducenter – ikke mindst inden for den automotive sektor – så har Komax dels mindre maskiner og løsninger. Dels arbejder stadigt flere tavlebyggere og underleverandører til industrien med ledningsføring og kabling, og så giver Komax-maskinerne god mening, fortæller Stephan Madsen under vores besøg i Matech Systems nye domicil, hvorfra fire medarbejdere kører virksomheden. Komax-maskinerne er legendariske inden for afklipning, afisolering, terminering og mærkning af kabler og ledninger. Maskinerne oplever en stigende popularitet – også i Danmark – hvilket ikke kun handler om rationalisering og volumen, men i lige så høj grad om dokumentation. Det er en stadig mere kritisk faktor inden for elektronikindustri og tavlebygning. En model som Komax Zeta kan for eksempel håndtere 36 ledningstyper samtidigt i kvadrater fra 0,22 til 6mm². Jobs kan køres ud som tapes med print på ledningerne som option. Det er særdeles gavnligt til større montageopgaver, hvor opgaven bliver gjort betydeligt lettere og hurtigere i den efterfølgende boxbuilding eller tavlekonstruktion. Forretningen griber om sig - Vi har opnået en ganske god succes på det danske marked til trods for, at markedet for denne slags maskiner ikke er så stort endda. Men det griber om sig, og vi følger væksten på markedet. Det har Komax lagt mærke til, og derfor har Komax også bedt os om at tage os af det norske marked. Det er i høj grad en tillidserklæring, og Norge er ikke så langt væk fra Jylland, når vi herfra skal servicere de norske kunder, fortæller Stephan Madsen. Matech Systems har i øvrigt også udbygget programmet af de komponenter, som naturligt passer sammen med Komaxmaskinerne. Det gælder eksempelvis programmet af stik og konnektorer fra tyske Stocko. Det er kontakter, kabelsko og stikben, som man naturligt ville terminere ledninger og kabler med – også ved montage i Komax’ konfektioneringsautomater. Stockos produkter kan leveres på bånd både for signal- og effektkomponenterne, så de let kan indgå i automatiske montageforløb. Loddeværktøj og skruemaskiner Nu vi har bevæget os den lange vej til Billund, så synes Stephan ikke, at vi skal snydes for at se en række nye produkter fra HIOS og JBC. Især sidstnævnte giver anledning til lidt leg på arbejdsbordet. JBC fremstiller nogle særdeles lækre loddestationer – og små lodderobotter – der kan udføre ganske imponerende opgaver – ikke mindst med hensyn til hastigheden. - JBC’s loddestationer går let fra 100°C op til 450°C, og opvarmningen sker på få sekunder. De lodder rigtig pænt, og selve loddeprocessen er lynhurtig. Vi taler om et par sekunder fra koldstart. Desuden kan montage- og rework-stationerne suppleres med SMD-udstyr, tweezere samt IR/undervarme. De er fremragende til prototyping og manuelle loddeopgaver. En fin detalje i JBC-programmet er afrenserne til loddespidserne. Det er roterende messingbørster, der meget effektivt – og blidt – rengør spidserne, viser Stephan Madsen, som lige stikker en finger ned i de roterende messingbørster for at demonstrere, at de er fuldstændigt harmløse, selv hvis man fjoller med udstyret. Japanske HIOS fortjener lige et par ord med på vejen til afslutning. HIOS fremstiller et stort udvalg af halv- og helautomatiske skruemaskiner ledsaget af et stort program af kalibreringskufferter, så man altid er sikker på en klokkeren indstilling af skruemaskinernes Newtonmeter. Maskinerne vil typisk leveres til yo-yo-ophæng, så man trækker skruemaskinen ned til emnet, og de har den præcision og bekvemme udformning, som vi jo typisk forventer fra japansk specialværktøj. Et besøg på heden kan give et godt indblik i jysk lune og spansk pålidelighed. Stephan Madsen demonstrerer en meget fin og lynhurtig loddestation fra spanske JBC. Der er suppleret med et add-on-modul med roterende messingbørster til afrensning af loddespidsen. Produktnyt 300W-strømforsyning med isolerede triple-outputs til robotter og automation Cosel Co, Ltd. udvider sin RBserie, designet til mid-size robot- og fabriksautomationsløsninger med en 300W-version. RBC300F er en open-frame, konfigurerbar AC/DC-strømforsyning med triple-outputs dedikeret til robotcontrollere og fabriksautomation. Cosel RBC300F-serien er baseret på et ret unikt princip med tre konfigurérbare, isolerede outputs, hvoraf ét er med forstærket isolation til forsyning af IGBT’er (Intelligent Gate Bipolar Transistors) eller lignende applikationer. Serien er certificeret til EN624771 OVC III (Over Voltage Category) ved at reducere behovet for en ekstra isolationstransformer, når forsyningen er forbundet til et distributionspanel. RBC300F-forsyningen forenkler dermed designprocessen for systemarkitekter og holder prisen nede. RBC300F har fordel af sin integrerede digitale styring af primærsiden samt en option med udvidet UART kommunikationsinterface til styring, monitering og sekvensering. RBC300F er designet til global implementering og accepterer derfor input-spændingerne mellem 85 og 264VAC, enkeltfaset, med et output på 300W. For at reducere kompleksiteten og omvendt øge fleksibiliteten har RBC300F tre uafhængige outputs. Master-output (slot 1) kan give 240W i tre forskellige output-konfigurationer: 12V/16A, 24/10A og 48V/5A. Det sekundære output (slot 2) kan forsyne konfigurerede moduler med single- eller dual-outputs på 5V/3A; 12V/1,3A; 24V/0,65A; ±12V/0,6A; ±15V/0,5A; 3,3V/5A; 5V/5A; 12V/2,5A; 16,5V/1,9A; 24V/1,3A; 48V/0,65A; ±12V/0,7A og ±15V/0,7A med en effekt mellem 14,4W og 30W afhængigt af output-spændingen. Det tredje output (slot 3) kan forsyne ethvert af de nævnte single output-spændingsmoduler ved den samme effekt. For højere spændinger kan flere outputs forbindes i serie. Alle output-spændin- ger kan justeres via et indbygget potentiometer. Til optimering af effektiviteten er master-output DC/DC-konverteren baseret på en LLC-resonant topologi, medens andet og tredje output bruger en quasi-resonantflyback topologi. RBC300F har indbygget inrush-strømbegrænsning samt overstrøms- og overspændingsbeskyttelse. Serien er designet med konvektionskøling for øje og fungerer ved temperaturer mellem -20 og +70°C. Derating kan komme på tale afhængigt af montage- og kølingsforhold. Af hensyn til udvidet fleksibilitet er der en RBC300F (option I3) med et Extended-UART (Universal Asynchronous ReceiverTransmitter) digitalt interface til support af 49 kommandoer til monitering, styring og sekvensering. Driftsdata kan lagres og låses i en intern memory, og fejlkoder kan bruges til analyse og registrering af driftstimer til forebyggende vedligehold. RBC300F måler 114mm x 38,3mm x 203mm (W x H x D) og har en vægt på maksimalt 710 gram. Et valgfrit chassis med cover kan leveres på forespørgsel ligesom en lodret terminalblok til montage. Cosel Group, Powerbox Tlf.: 45 93 42 00 8 nr. 14 | December 2020 -
Download PDF fil
Cookiepolitik
Se arkivet med udgivelser af Aktuel Elektronik her
TechMedias mange andre fagblade kan læses her