Nye tider, nye læsevaner
Læserundersøgelsen, som du nu sidder med foran dig, er på mange måder resultatet af den tid, vi lever i. Internettet spiller en stadig større rolle i vores hverdag, og de ændrede læsevaner har også betydning for den måde, vi læser og bruger de trykte medier på.
Derfor har det været vigtigt for os hos TEKNIQ og på Dansk VVS’ redaktion i særdeleshed at få en bedre fornemmelse af, hvad vores læsere egentlig synes om de magasiner, vi udgiver hver måned.
Overordnet set viser undersøgelsen heldigvis, at læserne føler, de med magasinerne får nogle både troværdige og læseværdige informationskilder, som de kan bruge i deres hverdag.
Langt hovedparten læser således samtlige udgaver af bladene, de får ind ad døren (side 4), ligesom magasinernes troværdighed også er høj (side 9).
Men undersøgelsen er også et bevis på, at de trykte magasiner er i hård konkurrence med ikke mindst internettet, når det gælder kampen om brugernes sparsomme tid. Det er således de færreste,der har mulighed for at afsætte flere timer til at læse et magasin fra ende til anden (side 5).
Vores udfordring som redaktion vil derfor være også fremover at gøre Dansk VVS og Electra så gode, indbydende og relevante som muligt, ligesom vi vil have endnu større fokus på de digitale muligheder for at præsentere bladene over for vores brugere.
Endelig er det værd at bemærke, at undersøgelsen viser, at lige præcis annoncedelen af de to magasiner står stærkt i læsernes bevidsthed. Annoncerne er ikke bare fyld mellem de redaktionelle sider men er i høj grad med til at forme og præge virksomhedernes indkøbsvaner (side 10), samtidig med at annoncerne bliver brugt af læserne som information om de seneste nyskabelser på markedet.