LANDET RUNDT … Ambitiøs e-butik i luften ROSKILDE: Altsport.dk gik i luften i slutningen af april med kæmpe ambitioner om at nå en omsætning på et 3-cifret millionbeløb. Udvalget er – som navnet siger – alt inden for sport. Dermed hænger udvalgsambitionerne godt sammen med omsætningsambitionerne. ”Barren” er sat rigtig højt hele vejen specielt taget i betragtning af, at butikken intet lager har, men overlader lager og distributionsbesværet til leverandørerne”, hvilket skulle være Altsport.dk's columbusæg ifølge Dagbladet Roskilde/Sjællandske Nyheder. Tre af virksomhedens fem aktionærer er fra Roskilde, hvor også firmaadressen er. Frontfigur og initiativtager er Thomas Erringsø, bestyrelsesformand Jens Løgstrup og Morten Bune, der har stået for opbygningen af hjemmesiden. De to sidste aktionærer er Aarhus-brødrene Michael og Morten Munkholt, der sidste år tjente en kvart milliard på at sælge Billigvvs.dk. Altsport.dk satser benhårdt på at kopiere Billigvvs med en opstart med 10.000 varenumre, som hurtigt skal vokse til over 50.000. ”Vi kan gå ud med et ubegrænset sortiment. Tag for eksempel mærket Craft. På deres lager ved Göteborg ligger der varer for op imod en milliard kroner, og det er det, vi viser på hjemmesiden Altsport.dk. Vi fører det hele. Vi er allerede nu Danmarks største forhandler af Craft, og sådan er det nok med alle de mærker, vi fører,” siger Thomas Erringsø til Dagbladet Roskilde. Ny Sport 24 Outlet RIBE: Der var masser af liv i den nye Sport 24 Outlet i Marskcentret, der slog dørene op i marts måned. Den godt 1.000 kvadratmeter store butik nåede omsætningsbudgettet for den første åbningsdag i løbet af de 3 første timer og butikschefen Paw Haar Christensen var meget tilfreds. Fodboldstrømpe kom til tops VORDINGBORG: Fire elever fra 2.G på Handelsgymnasiet i Vordingborg udmærkede sig sidste uge i en innovationskonkurrence i Letland med over 400 elever fra 16 lande. De kom blandt de 5 nominerede med deres virksomhed ”SafetySox”. En elev-kvartet fra Handelsgymnasiet i Vordingborg fik deres sokkesag for i sidste uge. Fra 5.-7. april deltog de i den såkaldte ”International Student Company Festival 2016” i Riga i Letland med deres elev-virksomhed SafetySox, der sikrede dem en plads blandt de 5 nominerede til prisen for social ansvarlighed. Det danske hold har opfundet en fodboldstrømpe med et indlagt silikone-lag, der forhindrer vabler i nye støvler. Den har en sål på hælen og holder benskinnen på plads uden brug af sportstape. Gruppen fik ros for at have fået Hummel til at lave prototypen. ”Og idéen vil de bestemt arbejde videre med efter 3.G”, siger de. Skechers Store AARHUS: 31. marts fik Aarhus to nye sneakers butikker, Skechers Store i Bruun’s Galleri og i Storcenter Nord. 400 forskellige skomodeller er udvalget i begge to aarhusianske butikker. ”Idéen med en monobrand butik udelukkende med Skechers opstod for 3 år siden. Og siden er det blevet til 6 butikker,” siger Martin Juel Iversen, der er butikschef og medejer. Ud over de 2 butikker i Aarhus eksisterer der Skechers monobrand butikker i Odense, Vejle, Slagelse og Fields på Amager. Næste skridt er at åbne butik i henholdsvis Esbjerg og Nordjylland. Skechers har sko til kvinder, mænd og børn. Størrelserne går fra 20,5 til 50,5, så der er også sko til dem, der ellers ofte må gå forgæves. Nyt bestyrelsesmedlem hos Haglöfs AARHUS: Rasmus Mikael Järvinen er indtrådt i bestyrelsen hos Haglöfs Danmark A/S i stedet for Eva Helena Strand (kilde: CVR).
Download PDF fil
Arkiv