LEDER Service nummer 6 l december 2015 l 3 2016 BLIVER ET TRAVLT FAGLIGT ÅR Året er ved at rinde ud, og om få uger skriver vi 2016. I Serviceforbundet har vi igen haft et travlt år, og i det nye år venter også en lang række udfordringer, som skal løses i bestræbelserne på at varetage medlemmernes ønsker. I måneder var landssammenslutningen FPU, Flyvebranchens Personale Union, og Serviceforbundet i fokus, mens Arbejdsretten vurderede, om det var lovligt at blokere flyselskabet Ryanair og ligeledes iværksætte sympatiaktioner mod selskabet, fordi selskabet ikke ville indgå danske overenskomster og indføre ordentlige arbejdsvilkår for medarbejderne. Arbejdsretten gav os medhold i ønskerne, og Ryanair svarede igen ved at nedlægge sine baser i Danmark. Sagens resultat viste styrken i Den Danske Model, men den viste også, at man med fornuftige argumenter kan få en faglig sag til at blive en folkesag. Fra hele landet kom folk og viste deres sympati med fagbevægelsen, og engagementet dokumenterede, at den klassiske fagforening stadig har sin berettigelse med at løse alle de væsentlige opgaver, der er knyttet til at være på arbejdsmarkedet – overenskomster, pension, ferie, barsel, arbejdsmiljø m.m. Skal man udpege en vinder i striden med Ryanair, er det uden diskussion Den Danske Model. Den skal vi værne om for enhver pris. Vi fik ny regering efter valget den 18. juni. Den lille Venstre-regering har haft travlt, og det får vores a-kasse også med at indkøre de forandringer, der ligger i den nye dagpengereform, som dog først træder i kraft 1. januar 2017 for en del af ændringerne og 1. juli 2017 for den sidste del. Jeg er nervøs for, at arbejdet med at indkøre de nye regler vil tage vigtig tid fra vores arbejde med medlemmerne. Vi kommer til at bruge meget tid på at kommunikere med medlemmerne og internt om alt det nye, men vil gøre alt for at levere den sædvanlige gode service til vore medlemmer. Den nye dagpengereform har visse gode sider, men jeg vil ikke kalde det for fremtidssikret. Og finansieringen af det er højst angribeligt. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at de ledige skal betale op til tre karensdage selv, ligesom forsørgelsespligten, der får indflydelse på ydelsernes størrelse for dimittender, ikke hører hjemme i en forsikringsordning, men i sociallovgivningen. I forbindelse med regeringens behandling af finansloven for 2016 blev det tydeligt, at den blå blok, der står bag finansloven, ikke vurderer arbejdsmiljøet som et aktiv, men som en omkostning, som man kan beskære efter forgodtbefindende. Ikke mindst det forebyggende arbejde bliver amputeret i fremtiden – i en tid, hvor der skal knokles for at få nedbragt de alt for mange arbejdsskader og erhvervsbetingede sygdomme. Indsatsen for at gribe aktivt ind over for virksomheder, der gennem bevidst overtrædelse af arbejdsmiljøloven, skaffer sig konkurrencefordele, bliver også minimeret, og det store behov, der er for at øge indsatsen for et bedre psykisk arbejdsmiljø, bliver ikke honoreret. Den lange sagsbehandlingstid på arbejdsskadeområdet får også lov til at fortsætte. Det er stærkt utilfredsstillende, og urimeligt over for de mennesker, der er blevet syge af at gå på arbejde. Med regeringens indstilling til lønmodtagerne er der således al mulig grund til at styrke en aktiv fagbevægelse, som står stærkt ved forårets trepartsforhandlinger med regeringen, arbejdstagere og arbejdsgivere til foråret. Dagsordenen ventes at blive bred, men man må ikke miste fokus på det forhold, at lønmodtagerne skal tilgodeses, og ikke overses i den forventede enighed mellem regering og arbejdsgivere, der hellere vil gavne erhvervslivet. Internt flytter Serviceforbundet også fra én ende af hovedstaden til en anden, og det vil i hvert fald give betydelig travlhed for vore medarbejdere, indtil slutningen af april hvor alle forventes at være på plads i de nye omgivelser i Valby. Inden da skal vi igennem et par af de hyggeligste stunder i årets løb, og jeg ønsker vore medlemmer og deres familier samt vore samarbejdspartnere en glædelig jul og et godt nytår. Af forbundsformand John Dybart SERVICE NR. 6. 14. DECEMBER 2015 - 97. ÅRGANG. SIDSTE FRIST FOR AFLEVERING AF BIDRAG TIL SERVICE NR. 1 ER 1. FEBRUAR 2016 Udgivet af Serviceforbundet, Upsalagade 20, 2100 København Ø, telefon 7015 0400, fax 7015 0405, www. Serviceforbundet.dk. Åbningstider: FORBUNDET: Mandag-torsdag kl. 9-16. Fredag kl. 9-15. E-mail: LEDELSE: service@forbundet.dk. FAGLIG AFDELING: faglig@forbundet.dk A-KASSEN: Åbningstider: Mandag, tirsdag, torsdag og fredag kl. 10.00-14.00. Onsdag lukket. Fax 7015 0406. a-kasse@forbundet.dk. KOMMUNIKATIONSUDVALGET: John Dybart, Serviceforbundet (ansv.), Carsten Dall (DJ), e-mail: cad@forbundet.dk, Anette Pedersen, U/O, Anders Mark Jensen, FPU, Morten S. Eriksen, Rengøring & Service, Peter Johansen, ESL, Peter Jørgensen, VSL, Torben Madsen, DMF, Svend Støttrup, Faglig Puls. Design & tryk: Kailow Graphic A/S. Oplag: 25.000. ISSN nummer 0903-9236. Regionskontorer: ODENSE: TELEFON 7015 0440, regfyn@forbundet.dk. AARHUS: Telefon 7015 0450 regaarh@forbundet.dk, AALBORG: Telefon 7015 0410 regaalb@forbundet.dk., HOLSTEBRO: Telefon 7015 0450 regholst@forbundet.dk. ESBJERG: Telefon 7015 0420 regesbj@forbundet.dk
Download PDF fil