Med denne pjece ønsker vi at give dig og dine pårørende den nødvendige information og vejledning omkring det at få foretaget en amputation af et ben. Amputation De undersøgelser, du har været igennem har vist, at en amputation er nødvendig for at løse dit nuværende sygdomsproblem. En amputation foretages kun når det er absolut nødvendigt og der bevares altid så meget af benet som muligt. At miste en del af sin krop er noget, der berører os alle dybt, men det er vigtigt at huske, at benet ikke længere fungerer normalt og truer dit helbred. Operation En narkoselæge vil informere dig om din bedøvelse. Du skal eventuelt holde pause med din blodfortyndende medicin, for eksempel Plavix, Marevan eller Eliquis inden operationen. Dette aftales med narkoselægen. En amputation kan foretages midt på underbenet, gennem knæleddet eller midt på låret. Efter amputationen kaldes den del af benet, der er tilbage, for en stump. Inden operationen informerer lægen dig om, hvor på benet, han foretager amputationen. Operationen tager ca. 1 time. Sårheling og hævelse Ca. 3-5 dage efter operationen tilses operationssåret af sårsygeplejerske eller læge. Bliver forbindingen gennemsivet tilses stumpen før og forbindingen skiftes, så huden holdes tør. Umiddelbart efter operationen er sårhelingen det vigtigste. Derfor er det vigtigt, at du spiser energi- og proteinrigt. Drik gerne 2-3 protein- drikke dagligt som supplement til kosten. Drik gerne 2 liter væske dagligt. Oftest vil der opstå hævelse omkring operationssåret, hævelsen skyldes væskeophobning og kan forsinke helingen af operationssåret. Hævelsen minimeres ved at anvende en silikonemanchet - en såkaldt iceross . Man kan også bruge en kompressionsstrømpe beregnet til benstump. Derudover kan man vælge at anlægge en komprimerende forbinding. Personalet vil sammen med dig finde den optimale løsning. 3
Download PDF fil