Hæmoridebehandling med elastik Til patienter og pårørende Vælg farve Information efter behandling af hæmorider med elastik Efter at du i dag er blevet behandlet for hæmorider, får du her en kort orientering om, hvad hæmorider er, og nogle råd om hvordan du bør forholde dig efter behandlingen. Hæmorider i og ved endetarmsåbningen er åreknuder, som kan give forskellige gener, hyppigst blødning. Behandlingen Princippet i behandlingen er, at man med en elastik afsnører hæmoriden, så den visner og falder af. Hæmoriden afstødes i løbet af ca. en uge. Smerter Utilpashed kan forekomme efter behandlingen. Du bør holde dig i ro resten af dagen. Får du smerter, kan det afhjælpes med almindelig håndkøbsmedicin 1 g Paracetamol (Panodil, Pinex, Pamol) 3-4 gange dagligt. Afføringstrang og tyngdefornemmelse vil forekomme i dagene efter behandlingen. Blødning De første dage efter behandlingen kan der være lidt blødning ved afføring. Bløder det hele tiden eller får du feber, bør du henvende dig på skadestuen. Hygiejne Du må tørre dig på sædvanlig vis efter afføring og gerne bruge bruser. Du kan beskytte tøjet med et trusseindlæg eller lignende. Undgå nye hæmorider Man skal selv gøre en indsats for at forebygge nye hæmorider. Spis grov kost med plantefibre. Det sætter tarmbevægelsen i gang. Kost med mange kostfibre er: Grøntsager: Bønner, kål, gulerødder, kartofler. Brød: Grovbrød, knækbrød, klidkiks. Frugt: Rå frugt, tørrede frugter. Drik desuden rigeligt med væske, ca. 2 1/2 liter om dagen. Du kan eventuelt supplere kosten med grov hvedeklid. Husk at sørge for at motionere hver dag f.eks i form af gymnastik eller traveture. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os. Med venlig hilsen Personalet Kirurgisk Ambulatorium, Sygehus Sønderjylland, Aabenraa Tlf.: 79 97 62 15 Personalet Kirurgisk Ambulatorium Sygehus Sønderjylland, Sønderborg Tlf.: 79 97 56 00 kl 8-15 x 1/1 Materiale nr: 106805 04.03.2022
Download PDF fil