Øvelsesprogram for den brystopererede Hensigten med øvelserne er at: • stimulere og normalisere operationsområdet • bibeholde normal cirkulation i arm og operationsområde • bevare fri bevægelighed i skulderleddet Der kan være smerter i operationsområdet. Under øvelserne må det gerne stramme, men øvelserne må ikke medføre smerter. Husk at bruge armen Det er vigtigt at bruge den opererede sides arm til daglige gøremål - også op over hovedhøjde. Det må dog ikke medføre smerter, spænding eller hævelse i armen eller i det opererede område. Hvor ofte og hvor længe Lav øvelserne i et roligt tempo to gange om dagen. Arbejd dig længere og længere ud i bevægelsen til du opnår den bevægelighed, du havde før operationen. Fortsæt med at arbejde med vævsforskydning (se side 9) indtil du ikke længere oplever generende stramninger. Hvis du skal have strålebehandlinger, øges risikoen for stramning i vævet. Derfor skal du fortsætte med øvelserne to gange dagligt indtil et år efter endt strålebehandling. Har du normal bevægelighed i skuldrene, er det kun nødvendigt med få gentagelser af hver øvelse. Efter dette år skal du fortsætte med strækøvelser dagligt, da de berørte muskler og vævet kan blive stramme igen. Fremtidig træning Efterhånden som du genvinder din normale bevægelighed i skulderen, anbefales det at du begynder at belaste armen mere, f.eks. i form af styrketræning. Træningen må ikke forårsage/forværre smerter eller andre gener i brystet, skulderen eller armen. I begyndelsen skal styrketræningen ske med lav belastning, som langsomt kan øges. 2
Download PDF fil