Side 1
Røntgenundersøgelse af knogler og lunger Til patienter og pårørende Vælg farve Det skal du gøre inden undersøgelsen • Fjerne smykker og piercinger fra det område, som vi skal tage billeder af. • Undgå om muligt tøj med pynt som metal og knapper. • Hvis du er gravid eller hvis der er mulighed for at du er gravid, skal du kontakte os. Sådan foregår undersøgelsen Du skal under fotograferingen være afklædt på den del af kroppen, hvor du skal røntgenfotograferes. Undersøgelsen foregår ved, at vi så nænsomt som muligt placerer den kropsdel, du skal have undersøgt på eller foran en plade (detektor). Herefter indstiller vi røntgenapparatet med henblik på at få de bedst mulige billeder. Vi vil typisk røntgenfotografere kropsdelen i minimum 2 vinkler. Det er vigtigt, at du holder den kropsdel, der bliver undersøgt, helt i ro, mens du bliver røntgenfotograferet, da bevægelser påvirker billedkvaliteten. Hvis billederne bliver rystede, kan vi blive nødt til at røntgenfotografere igen. Under røntgenfotograferingen står, ligger eller sidder du. Det afhænger af, hvilken del af din krop, der skal undersøges. Varighed Undersøgelsen varer ca. 10 minutter. Efter undersøgelsen kan du gå hjem. Selvom du har en fast tid, kan der opstå ventetid på grund af akutte patienter. Svar på undersøgelsen Du får resultatet og en eventuel videre plan ved den læge eller afdeling, der har henvist dig til undersøgelsen. Åbent røntgenambulatorium Kan du medvirke til undersøgelsen uden behov for hjælp eller støtte og er du over 6 år, kan du møde i åbent ambulatorium på én af vores 3 røntgenafdelinger. Du skal være forberedt på, at der kan være ventetid i det åbne røntgenambulatorium. Du må gerne benytte dig af tilbuddet om at blive undersøgt i åbent røntgenambulatorium på en af vores andre afdelinger end den vi har indkaldt dig til, hvis det passer dig bedre. På side 3 kan du se åbningstiderne for åbent ambulatorium på røntgenafdelingerne på Sygehus Lillebælt. Røntgen og Scanning Kolding Røntgenafdelingen Middelfart Røntgenafdelingen Vejle x 1/3 Materiale nr: 177098 07.02.2025