Vejledning Formål Du er blevet henvist til en glukosebelastning. En glukosebelastning betyder, at blodsukkeret måles med en blodprøve efter indtagelse af en bestemt mængde sukkervand. Undersøgelsen kan bruges til at afklare om du har begyndende diabetes. Før undersøgelsen Du skal faste, dvs. ingen mad, drikke, rygning, slik, tyggegummi eller lign. fra kl. 23 aftenen før. Du må gerne drikke postevand. De sidste 3 dage skal du have spist normal blandet kost og have haft et normalt aktivitetsniveau. Du må ikke motionere (f.eks. cykle, løbe) 2 timer før undersøgelsen. Du må ikke have feber eller føle dig syg. Det er en god ide at tage læsestof eller lignende med, da undersøgelsen varer ca. 2 1/2 time. Det tilrådes også at medbringe en sukkerholdig drik samt en madpakke, som kan indtages når blodprøven er taget. Undersøgelsesdagen Du skal møde fastende. Når du har hvilet i 15 min. skal du drikke 1/4 liter sukkervand, der er tilsat citron til at tage lidt af den søde smag. 2 timer efter du har drukket sukkervandet tages en blodprøve i armen. Hermed er undersøgelsen afsluttet. Du må hverken drikke, spise, sove, amme eller ryge i de timer undersøgelsen varer og du skal holde dig i ro, ellers kan resultatet blive påvirket. Hvis du bliver tørstig må du drikke lidt postevand. Sukkervandet kan godt give lidt kvalme og utilpashed. Efter undersøgelsen Det tilrådes, at du spiser og drikker lidt inden du forlader sygehuset. Man kan godt blive lidt mat efter prøven. Mødetid Undersøgelsen kræver tidsbestilling. Det er vigtigt du overholder mødetiden. Skulle du blive forhindret bedes du ringe afbud. 2
Download PDF fil