Denne pjece er tænkt som et redskab til dig og dine pårørende, så I kan få viden og forståelse for det forløb, du nu skal igennem. Du har pådraget dig et knoglebrud, som behandles med et apparatur - en såkaldt fiksator, der er fastgjort i din knogle med metalpinne gennem huden. Over huden er pinnene stabiliseret med wirer. Fiksatoren kan anvendes ved flere forskellige slags knoglebrud. I denne pjece finder du information om, hvordan plejen af sårene omkring pinnene skal foretages samt information om, hvilke signaler du skal være opmærksom på. Sårplejen er vigtig for at undgå, at der opstår betændelse ved pinnene. En betændelsestilstand resulterer ofte i smerte, rødme og ubehag ved pinhullerne. I nogle tilfælde kan pinnene løsne sig, og i værste tilfælde kan en betændelse resultere i, at behandlingen må ophøre. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på disse symptomer. Dagene efter operationen Efter operationen vil du få taget et røntgenbillede for at kontrollere, at dit knoglebrud er sat ordentlig på plads. Du vil efterfølgende blive informeret om operationsforløbet, og du kan få svar på eventuelle spørgsmål. Det kan være en god ide at skrive spørgsmålene ned, så du har dem klar til lægen. Der vil ikke være stuegang dagligt, men efter behov. Forbindingen omkring pinhullerne vil blive tilset dagligt af plejepersonalet. Du kan opleve, at det ofte bløder fra pinhullerne de første dage. Forbindingen skal skiftes, hvis dette er tilfældet. 3
Download PDF fil