Når vi udfører kikkertoperation i skulderen, kan indgrebet gøres i lokalbedøvelse - en såkaldt regional bedøvelse, et 'blok'. Vi kan med stor præcision ultralydsvejledt lægge lokalbedøvelse omkring de nerver, der sender oplysninger til hjernen fra skulderen. Når nerven bedøves, er det alle informationer, der blokeres (smerte, berøring, kulde), ligesom musklerne i skulder og arm ikke kan bruges (motorisk bedøvelse). Der kan dog i nogle tilfælde stadig være berøringssans og muskelbevægelser længere nede ad armen. Bedøvelsens virkningstid er forskellig fra person til person, men oftest er varigheden mellem 10 og 15 timer. Praktisk forløb Selvom operationen foregår i lokalbedøvelse, skal du stadig møde fastende. Det giver nemlig muligheden for fuld bedøvelse i forløbet, hvis der skulle opstå ønske eller behov for det. Ved denne form for operation kan vi også tilbyde beroligende medicin. Efter samtalen med narkosepersonalet på selve dagen, bliver lokalbedøvelsen lagt i opvågningsstuen. Først starter vi med at lægge en lille hudbedøvelse. Så finder vi nerven på halsen ved hjælp af ultralyd. På halsen ligger nerven meget tæt på huden. Nålen placeres tæt på nerven, og lokalbedøvelsen sprøjtes omkring nerven. Når lokalbedøvelsen spreder sig om nerven, oplever en del patienter det som en strammende fornemmelse ned i armen. I løbet af 15-30 minutter vil skulder og arm blive følelsesløs. Herefter placeres armen i en slynge. 2
Download PDF fil