Når et barn har brok, trænger bughinden og en gang imellem også en del af tarmen sig gennem bugvæggen. Brokket kan hos drenge og piger vise sig i lysken eller øverst på låret, hos nogle drenge desuden i pungen og hos piger i skamlæben. De fleste lyskebrok giver kun få gener i starten. De mest almindelige symptomer er ubehag og lette smerter, især ved hoste og bevægelse. Som regel er det muligt at trykke et mindre brok på plads, men med tiden vil de fleste brok vokse og kan evt. ikke længere trykkes på plads. Brokket forsvinder ikke af sig selv og skal derfor opereres. Risikoen ved et brok er, at en mindre del af tarmen kan komme i klemme, så brokket kan give tarmslyng. Det er en sjælden, men alvorlig tilstand, som kræver akut operation. Før operationen Hvis dit barn er gammelt nok til at forstå, hvad der skal ske, er det en god idé, at du taler med dit barn om den forestående operation. Særligt børn mellem 3-7 år kan have glæde af, at I får talt om bedøvelse og operation. Operationsdagen Dit barn møder fastende på operationsdagen i Dagkirurgi. Det er vigtigt, at dit barn har været i bad og har rent tøj på hjemmefra. Gerne løst og behageligt tøj, der er let at tage af og på. I bliver modtaget og klargjort til operation af en sygeplejerske. Inden operationen taler I med den læge, der skal operere dit barn. 2
Download PDF fil