Hvad er en MR scanning? MR står for Magnetisk Resonans. Ved en MR scanning laves billeder af dele af kroppen. Ved hjælp af magnetfelt, radiobølger og en antenne opfanges et svagt signal, der i en computer omdannes til et billede. MR giver langt bedre mulighed for at skelne mellem muskler, sener og andre bløddele end røntgen. MR undersøgelsen foregår ved, at du ligger på en bevægelig plade. Denne kører ind i en ca. 1 meter lang tunnel, som er åben i begge ender. Tunnelen er på det smalleste sted 70 cm i diameter og er forsynet med lys og ventilation. For at kunne lave billeder er det nødvendigt at ændre magnetfeltet under scanningen. Det vil du opleve som en eller flere serier af kraftige bankelyde med en varighed fra få sekunder til ca. 10 minutter, mens scanneren optager billeder. I dette tidsrum er det meget vigtigt, at du ligger helt stille – ellers forringes kvaliteten af billederne. Før undersøgelsen Inden din MR scanning kan der være forberedelse, som er nødvendigt for at scanningen kan udføres. Er dette tilfældet, modtager du information og vejledning omkring forberedelsen til din samtale i Stråleterapien. Du må spise, drikke, ryge og tage medicin, som du plejer. Eventuelle undtagelser fra dette vil fremgå af dit indkaldelsesbrev. Da undersøgelsen tager ret lang tid (1/2 - 1 time), kan det være en fordel, at du har klaret toiletbesøg på forhånd. For patienter med kræft i prostata, som skal behandles med fyldt blære, skal det aftalte vandladningsregime følges. Vigtigt for undersøgelsen Det er vigtigt, at du giver personalet besked, hvis du har fået foretaget operationer, hvor der er sat metal eller andet materiale ind i kroppen fx en kunstig hofte. Det samme gælder, hvis du har fremmedlegemer af metal i kroppen (fx en metalsplint i øjet). 2
Download PDF fil