Om Infliximab Infliximab er et biologisk lægemiddel, der bliver brugt til behandling af kronisk tarmbetændelse. Infliximab bliver givet som infusion/drop direkte i blodåren. Infliximabs virkning Infliximab kan holde sygdommen i ro, fordi betændelsen i tarmen bliver dæmpet. Infliximab helbreder ikke tarmsygdommen. Bivirkninger De fleste tåler behandlingen med Infliximab. Der kan dog forekomme bivirkninger. Bivirkningerne herunder er registreret som meget almindelige. Det vil sige, at de kan forekomme hos flere end én ud af ti personer. • Mavesmerter og kvalme • Virusinfektioner som f.eks. forkølelse, influenza og herpes • Øvre luftvejsinfektioner (åndenød og hoste) • Hovedpine • Lokal irritation ved infusionsstedet • Smerter Fortæl straks din læge, hvis du får feber eller andre tegn på infektion under behandling med Infliximab. Sådanne tegn kan være feber, hoste, influenzalignende symptomer, utilpashed, rød eller ophedet hud, sår eller problemer med tænderne. Selve behandlingen Behandlingen med Infliximab foregår i Medicinsk Ambulatorium. Du vil få lagt et drop, hvor medicinen bliver givet igennem. Du bliver observeret under hele infusionen. Du vil i starten af din behandling få tre Infliximab-infusioner forholdsvis kort tid efter hinanden med henblik på at opnå hurtig symptomlindring. Hver infusion varer to timer og du sidder til observation yderligere en time herefter. Derefter vil du få din infusion hver 8. uge for at holde sygdommen i ro. De næste tre infusioner varer i en time, og du kan gå hjem efterfølgende. Når du kommer til 7. behandling med Infliximab varer den kun en halv time. 2
Download PDF fil