Fælles problemer og fælles løsninger Mennesker med kronisk nyresygdom har ofte de samme bekymringer og problemer i hverdagen. Med en kronisk sygdom skal du ikke bare håndtere selve sygdommen, men også de konsekvenser, som sygdommen har for dit liv arbejdsmæssigt, socialt og praktisk. Formålet med kurset er at give dig inspiration til, hvordan du kan tackle de problemer og udfordringer som følger med kronisk nyresygdom - give dig mere overblik over og redskaber til, hvad du også selv kan være med til at gøre for at påvirke dit liv og din hverdag positivt. Kurset er for dig og din pårørende og foregår på Kolding Sygehus. Kurset er bygget op af 4 moduler á 3 timer og foregår fra kl. 12.00 - 15.00. Der bliver serveret eftermiddagskaffe. Der er 3 instruktører på kurset; en sygeplejerske fra Dialysen, en sygeplejerske fra Nyreambulatoriet og en læge. Arbejdsformen på kurset vil veksle mellem foredrag fra instruktørerne, gruppediskussion, øvelser og individuelt arbejde. Det handler ikke om, at du skal præstere noget bestemt. Og du vil ikke blive udsat for prøver eller eksamen af nogen art. Tværtimod vil du - og de andre deltagere - blive bedt om at evaluere kurset. Hvad fik du ud af det? Har kurset levet op til dine forventninger, og har det givet dig ny inspiration? 2
Download PDF fil