Hvad er symptomerne på graviditetsbetinget diabetes? Ofte har du ingen symptomer på, at du har graviditetsbetinget diabetes. Graviditetsbetinget diabetes kan give symptomer som øget tørst og hyppig vandladning. Hvad kan graviditetsbetinget diabetes betyde for graviditet og fødsel? Gravide med diabetes har en let øget risiko for at få svangerskabsforgiftning, at føde for tidligt, at få fødslen sat i gang og for at få kejsersnit. Vi planlægger din fødsel med dig ved et af dine besøg i Graviditets ambulatoriet. Jordemoderens vurdering og skanningens vurdering af for hvor stort dit barn er, kan have betydning for, hvornår vi anbefaler, at fødslen sættes i gang. Når du har graviditetssukkersyge anbefaler vi, at fødslen sættes i gang omkring graviditetsuge 41+0. Under fødslen overvåger vi dit barn efter normale retningslinjer. Er din diabetes velbehandlet, skal du selv måle dit blodsukker, og du får ingen særlig medicin. I de første timer efter fødslen har dit barn mere insulin i kroppen end andre børn, og kan derfor inden for de første timer efter fødslen få et for lavt blodsukker. Det betyder ikke, at dit barn er født med diabetes. Efter fødslen vil din jordemoder være opmærksom på, at barnet inden for den første time får noget at spise enten ved brystet eller med modermælkserstatning. Jordemoderen vil måle dit barns blodsukker mindst et par gange efter fødslen. Hvordan behandles graviditetsbetinget diabetes? Når du får konstateret graviditetsbetinget diabetes, bliver du indkaldt til samtale og kontrol ved diabetessygeplejerske, klinisk diætist, fødselslæge og jordemoder. Du vil blive oplært i at måle dit blodsukker derhjemme. Målet er at få dit blodsukker så tæt på det normale som muligt. Du vil blive fulgt i et samlet forløb med kontrol hver 4.- 6. uge. 3
Download PDF fil